Brøndby har budt på Randers-profilen Saba Lobjanidze.

B.T. kan afsløre, at de blågule har forsøgt sig med et bud på 600.000 euro (cirka 4,5 millioner kroner), men er blevet afvist med et krav om, at et skifte kan komme på tale, når beløbet kommer op omkring en million euro, 7,5 millioner kroner.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra begge klubber, men det er ikke lykkedes. Spillerens agent, Guram Kachakhidze, siger:

»Jeg kan ikke kommentere forhandlingerne mellem klubberne, men som du selv har fundet ud af, ligger der et bud fra Brøndby nu, og det handler om, at klubberne skal finde en løsning om en transferpris. Jeg kan ikke gøre buddet højere. Vi er tålmodige,« siger han og tilføjer:

»I mine øjne er Saba en kvalitetsspiller med stor værdi for både Randers og det georgiske landshold. Han er meget professionel, og nu skal vi finde den bedste løsning for ham.«

»Min mening er, at når du ønsker kvalitet, er du nødt til at finde frem til en god løsning for at få det. Så hvis Brøndby virkelig vil have ham, finder de en løsning på det,« forklarer agenten og fortæller, at der er stor interesse for Saba Lobjanidze. Ifølge agenten også fra FCK.

»Det er svært at sige noget om FC København lige nu, men de har vist interesse, uden at der ligger noget konkret. Mere ved jeg ikke lige nu om deres interesse, så der er ikke andet at sige om dem.«

»I Danmark er der kun to klubber, der er interessante for Saba, hvis du spørger mig – FC København og Brøndby, hvis han skal tage det næste skridt i karrieren.«

Saba Lobjanidze scorer på Danmarks Kasper Schmeichel til 1-1 under EM-kvalifikationkampen Danmark-Georgien i Parken.
Saba Lobjanidze scorer på Danmarks Kasper Schmeichel til 1-1 under EM-kvalifikationkampen Danmark-Georgien i Parken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Agenten fortæller samtidig, at det er vigtigt for Saba Lobjanidze at foretage det rette sportslige skifte denne sommer, og at han allerede har afvist et økonomisk bedre tilbud, end hvad Brøndby er kommet med.

»Der har også været et bud fra en klub i udlandet, men det blev afvist fra vores side på grund af det sportslige aspekt i det. Det var ellers et virkelig godt tilbud, men spilleren vil gerne være på et niveau, hvor han kan udvikle sig, så vi er omhyggelige med vores valg,« beretter Guram Kachakhidze, der føler sig overbevist om, at Saba Lobjanidze skifter, mens varmen fra solen er allerstærkest.

»Vi arbejder hårdt på at finde en ny klub til ham denne sommer, og vi ligger lige nu i forhandlinger med flere klubber fra forskellige lande. Der er meget interesse for ham, og den er kun blevet øget siden landskampen mod Danmark i juni. Her i livet er intet sikkert, men der er 99,99 procents sandsynlighed for, at han skifter denne sommer.«

»Vi kan kun lave et valg om et skifte, og det skal bare være det rigtige,« slutter agenten om Saba Lobjanidze, der har kontraktudløb med Randers om et år.