Nye detaljer i sagen med Sønderjyskes kamp i sidste runde af grundspillet mod FC Midtjylland kan føre til en decideret matchfixingsag.

Det er Ekstra Bladet, der mandag kan afsløre, at Sønderjyskes angriber Mads Hvilsom har indrømmet over for Hobro-spilleren og hans ven Jesper Bøge, at han ikke måtte score i kampen, da han blev skiftet ind.

En snapchat-besked, der skulle være blevet foreviget, fra Mads Hvilsom til Jesper Bøge, skulle angiveligt have en ordlyd som denne:

»Fedt at komme ind og have fået at vide, at man ikke måtte score, selv om vi var kommet bagud. Men alle andre hold ville have gjort lige som os,« skrev Mads Hvilsom ifølge Ekstra Bladet til Jesper Bøge.

 
FC Midtjylland vandt søndag 2-1 hjemme mod SønderjyskE i sidste runde af Superligaen.
Vis mere

Mads Hvilsom blev skiftet ind i det 67. minut ved stillingen 1-0 til FC Midtjylland, og det viste sig efter kampen, som sluttede 2-1 til Ulvene fra Herning, at Sønderjyske kunne være bedst tjent med at tabe kampen, da klubben så ville ende i pulje 2 i kampen om at ungså nedrykning, og i denne gruppe havde Sønderjyske en noget længere afstand pointmæssigt til en af de to kriminelle nedrykningsplayoff-pladser frem for at ryge over i pulje 1.

Ikke mindst Sønderjyske-profilen Christian 'Greko' Jakobsens interview efter kampen kunne indikere, at spillerne på Haderslev-mandskabet ikke gav sig fuldt ud. Siden har klubben givet sig selv mundkurv på og må ikke tale om den specifikke sag til pressen. Det kan du læse mere om her.

Men efter Ekstra Bladets henvendelse om den såkaldte snapchatbesked åbner sportschef Hans Jørgens Haysen lidt op.

»Der er ikke noget nyt i det. Det er vi blevet forelagt. Det er en del af undersøgelsen, som DIF kører, og det har vi hørt. Der er tilsyneladende andre, som desperat forsøger at påvirke sagen via andre kanaler til ugunst for os. Og det finder vi dybt forkasteligt,« skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

DBU er i øjeblikket ved at undersøge, om der er grundlag for at rejse en matchfixingsag på baggrund af afslutningen på kampen mellem Sønderjyske og FC Midtjylland. Beskeden fra Mads Hvilsom kan være med til at skubbe det hele den vej.