Assistenttræner Brian Priske står sammen med A+træner Lars Friis i spidsen for FC Midtjylland efter Glen Riddersholms farvel. Men det bliver ikke meget mere end en midlertidig tjans, indtil midtjyderne finder en permanent løsning på trænerfronten. Brian Priske vil nemlig ikke være cheftræner.

Da Glen Riddersholm i 2011 blev ansat som cheftræner, var det efter en forfremmelse fra den assistenttjans, han havde haft under Allan Kuhn. Nu fire år senere er det så Riddersholm, der siger farvel til FC Midtjylland, men man skal ikke forvente en gentagelse med en intern forfremmelse.



Riddersholms assistenttræner Brian Priske afviser at være i spil til jobbet som FC Midtjylland-træner, men han understreger, at han nok skal holde styr på tropperne sammen med Lars Friis, indtil en ny træner er fundet.

»Jeg har det sindssygt godt i rollen som asisstent, og jeg har nydt det de sidste fire år. Jeg er på et tidligt stadie i min karriere, så nej, det kunne jeg ikke (se sig selv som cheftræner, red.). Vi har selvfølgelig en plan klar, hvor vi har gjort os tanker om, hvad der skulle ske op til Champions League-kvalifikationen d. 14. juli, så vi ved, hvad der skal ske og gøres. Glen har skabt et fantastisk fundament i forhold til kulturen og miljøet, som vi selvfølgelig også har været med til at skabe, og det gør det meget lettere at være frontfigur, indtil klubben finder den permanente løsning,« siger Priske til TV2 News.



Priske fortalte, at Riddersholm havde overleveret nyheden om afskeden personligt, og Priske afslørede, at han havde vished omkring Riddersholms frustrationer.

»Vi har været et tæt trænerteam, der selvfølgelig har delt både opture og frustrationer,« lyder det fra Brian Priske, der ikke ville kommentere på, hvilke frustrationer der er tale om, men tilføjede:



»Det er ikke kun en kollega, jeg har sagt farvel til. Det er en vigtig ven og en stor del af mit liv de sidste fire år, så det gør selvfølgelig ondt.«