Esbjerg går torsdag i gang med forberedelserne til forårssæsonen, og her indgår Jakob Ankersen i træningen. Men når dette transfervindue lukker, håber han at være væk fra Superliga-klubben.

»Jeg har snakket med min agent, og vi arbejder på et skifte, men vi er stadig tidligt i januar, og der kan ske mange ting. I udgangspunktet arbejder vi på at få noget i stand, men det handler om, at det er det rigtige for mig,« siger Jakob Ankersen.

Før slutningen på efterårets kampe udtrykte Esbjergs sportschef Niels Erik Søndergaard ellers en vis skepsis over for et januar-salg, da han ikke mente, at Jakob Ankersen havde leveret på det niveau, der skal til for at blive solgt. Forinden havde Jakob Ankersen ellers scoret hattrick mod Hobro.

Alligevel sagde Esbjerg-bossen følgende:

»Jeg tror ikke på et salg. Skal det ske, skal der være en konkret interesse, og det har der ikke været. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at Jakob ikke har toppræsteret i efteråret,« sagde Niels Erik Søndergaard i december.

En udmelding, som Jakob Ankersen har svært ved at forstå.

»Det, som Søndergaard siger, det må stå for hans egen regning. Det er naturligt, at man er inde i nogle dårlige perioder, og jeg synes, at jeg sluttede stærkt af med en masse mål og gode præstationer, så jeg håber ikke, at jeg skal ud og levere fra ny af. Jeg tror, at klubberne, der følger mig, godt ved, hvad jeg står for,« forklarer Jakob Ankersen og fortsætter:

»Jeg ved ikke lige, hvorfor han sagde det. Det lyder ikke som den bedste måde at reklamere for sine spillere på. Det er ikke første gang, at jeg har haft en downperiode. Og de klubber, der har fulgt med, ved, hvad jeg står for. Jeg har trods alt spillet fast i Superligaen i tre-fire sæsoner, så det er nok ikke det, der skal afgøre, om man bliver solgt eller købt. Jeg tager ikke min downperiode så tungt.«

I flere transfervinduer har den 24-årige kantspiller været på vej væk, og BT kunne i sommer afsløre, at han selv havde afvist Rosenborg, fordi han vil prøve sig af på et højere niveau end norsk fodbold.

Trods udlængslen understreger Jakob Ankersen, at han godt kan vente et halvt år med at komme til udlandet.

»Jeg vil gerne af sted, hvis det rigtige tilbud kommer, men det er ikke sådan, at jeg skal af sted i det her transfervindue. Jeg kan godt vente i en halvsæson mere.«

Jakob Ankersen har halvandet år tilbage af sin kontrakt med Esbjerg.