Forløsningen lyste ud af øjnene på Jakob Ankersen.

Ikke kun fordi AGF snuppede tre vigtige point på Brøndby Stadion. For ham personligt betød kampen – og det mål han scorede – også meget.

»Jeg fik endelig skudt min sæson lidt i gang,« sagde en glad Ankersen efter opgøret.

»Jeg har hængt lidt i bremsen de første par kampe og været lidt ude af holdet. For mit eget vedkommende var det dejligt,« sagde midtbanespilleren, der har haft en svær start på sæsonen.

Jakob Ankersen scorede målet til 2-0 mod Brøndby.
Jakob Ankersen scorede målet til 2-0 mod Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Efter han var bænket mod Lyngby, fortalte han offentligt om sine frustrationer.

De sidste to kampe har han dog spillet fra start, og han har også selv forklaringen på, hvorfor det er begyndt at gå hans vej igen efter en lidt hård periode.

»Jeg har prøvet at tage skeen i den anden hånd og arbejdet rigtig hårdt med vores fysioterapeuter for at forbedre min egen fysik og spille mig selv tættere på holdet den vej igennem. Jeg har arbejdet rigtig hårdt,« sagde Jakob Ankersen, der scorede målet til 2-0 for AGF.

Et mål, der kom i de døende minutter af opgøret.

»Bror (Blume, red.) er en dygtig spiller, der ser, hvor man skal spille bolden. Jeg er glad for, han (Brøndbys målmand, red.) ikke klippede mig, så jeg selv kunne få nogle mål. Det er vigtigt for mig at komme i gang med sæsonen. Det var en kæmpe forløsning. Jeg har haft en lidt skæv opstart og et par skidte kampe personligt, så det var rigtig vigtigt at komme op på hesten,« sagde Jakob Ankersen.

AGF vandt kampen med 3-0, og sejren kom i hus efter en stærk aarhusiansk anden halvleg. For mens de første 45 minutter var nogenlunde jævnbyrdige, fik gæsterne trykket en smule på speederen i sidste halvdel.

Noget, der var helt efter planen, og som virkede på Brøndby-mandskabet.

»Jeg synes, vi har godt styr på dem. Det virker, som om de ikke rigtig har en gameplan, og de ikke er glade for, vi går op og presser og stresser dem. Når man er inde på banen, ser man ikke rigtig, hvad der sker, men det var, som om de ikke vidste, hvad de gjorde. Det var bare lange bolde og håbe på det bedste. Så slår vi kontra og er uhyggelige,« sagde Jakob Ankersen.