Kampen mellem AGF og OB søndag aften var knapt kommet i gang, før OBs Hans Christian Bernat droppede fælt og indkasserede et mål.

90 minutter senere kunne målmanden dog læne sig op ad ordsproget, 'den, der ler sidst, ler bedst', da OB alligevel løb med sejren og de tre point.

OB-anfører Jens Jakob Thomasen spår sin unge holdkammerat til hurtigt at komme sig over den grumme fejl.

»Det sker for alle. Jeg mindes også en kamp for år tilbage, hvor jeg kostede fælt. Han er ung, det er naturligt, men han er en dygtig målmand, så jeg er ikke i tvivl om, at han kommer igen,« sagde Thomasen.

Faktisk blev det ifølge Thomasen allerede i pausen forudset, at Bernats fejl blot ville stå tilbage som en notits ud for en OB-sejr.

»Han var glad for, det blev vendt, og jeg synes også, jeg hørte målmandstræneren sige i pausen, 'ved du hvad HC, vi griner ad det, når vi har vundet 2-1.' Det er heldigvis der, vi står nu. Det var en meget stærk forudsigelse, som de jo kan i den målmandsfagforening,« fortsatte OB-anføreren og slog en stor latter op.

Måske målmandstræner Lars Bjerring har en karriere som spåmand, når han er færdig med at arbejde i fodboldverden …

Det store spørgsmål var naturligvis, hvorvidt sådan et drop sender skillinger i bødekassen.

»Ha! Jeg ved sgu ikke, om vi har sådan en i bødekassen,« lød det fra Thomasen, så måske Bernat slipper billigt.

»Det var en hektisk start, og vi kommer bagud på en fejl, som kan ske for selv den bedste.«

Jens Jakob Thomasen ville dog ikke ind på, hvad han som anfører havde sagt til målmanden efter situationen.

»Det holder vi ude af medierne. Jeg har snakket med 'HC', og han er selvfølgelig glad for, at vi hiver den i land. Han sagde til mig, han var lidt shaky efterfølgende, så det var godt, vi kunne holde dem fra afslutninger i noget tid.«

OB-cheftræner Andreas Alm vurderede, at det var bedre, at droppet fandt sted tidligt i kampen, så OB kunne nå at slå tilbage.

»Efter scoringen så jeg på det kropssprog, han havde, og hvad han gjorde. Han sagde, 'vi kører'. Det var fint,« sagde Alm.

Med sejren er OB nu ubesejret i fem kampe.

»Det var endnu en kamp, hvor vi er bagud og kommer igen. Det er stærkt af drengene. Der er ikke noget, der slår os helt ud for tiden,« sagde Thomasen, der nu ser frem til den vigtige første pokalsemifinale mod Sønderjyske onsdag og den resterende del af nedrykningsspillet.

»Det er klart, vi har mange hold under os, og det betyder, at der er mange, der skal have point på os. Supervigtig kamp for os, og vi er klar til på onsdag.«

»Vi har tre sejre og to uafgjorte nu i kvalifikationsspillet. Vi har sat en stime sammen, og kan vi fortsætte det, er alt åbent. Vi har også Viborg hjemme. Jeg har bare fokus på at få point, det er sådan, vi kommer fremad,« sagde Thomasen, der forlader OB efter denne sæson.

Andre læser også