En mand med mere end 9.000 minutter og 112 kampe i den »hvie« trøje er snart fortid i AGF.

Midtbanespilleren Mustapha Amini, der kom til klubben i sommeren 2016, søger nemlig nye græsgange til sommer.

Det siger han i et interview bragt af socceroos.com.au.

»Jeg har været her i lang tid, og nu er det min sidste sæson her, så jeg giver alt, hvad jeg har, og forhåbentlig når vi vores mål, som er at komme i top-seks denne sæson,« siger den australske landsholdsspiller ifølge hjemmesiden.

Den 26-årige Mustapha Amini har en fortid i Randers, inden han skiftede til AGF i 2016.
Den 26-årige Mustapha Amini har en fortid i Randers, inden han skiftede til AGF i 2016. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den 26-årige midtbanespiller har været en af profilerne i AGF de seneste sæsoner, hvor resultaterne aldrig rigtig helt er nået de højder, som klubben har haft ambitioner om. Det håber han dog at gøre om i sin sidste sæson i smilets by, inden Amini drager videre.

AGF-holdet har været præget af en del udskiftning i truppen i Aminis tid i klubben, men stille og roligt har han vokset sig til at blive en af holdets profiler.

»Jeg er en af dem, der har været her i længst tid, så jeg føler, at jeg er en vigtig spiller for holdet, og jeg forsøger altid at hjælpe,« siger han, stadig ifølge socceroos.com.au.

AGF er et af holdene i Superligaen med det laveste aldersgennemsnit: 23,6 år. Det kan Amini godt mærke, og derfor er han også meget bevidst om sin rolle som forbillede for yngre spillere, som han ønsker at hjælpe.

»Man skal være et godt eksempel for de yngre drenge, der træder ind på førsteholdet,« siger Amini.

»Bare i den måde man opfører sig på rundt i byen og rundt om klubben.«

Mustapha Amini har kontrakt med AGF indtil den 30. juni 2020. Derfor kan han begynde at forhandle med andre klubber om en fremtidig kontrakt allerede fra januar, medmindre han forlænger med AGF.

Han kom til klubben fra Randers FC, der hentede ham fra Borussia Dortmunds andethold i 2015.