Han kædes sammen med store europæiske klubber på rygtebørsen og hyldes som en sand FCK-helt, som fansene gerne ser, at FC København laver en ny aftale med.

Men ifølge B.T.s oplysninger er FC København-kometen Roony Bardghji hverken ved at være tæt på at skifte klub eller i gang med at forlænge sin kontrakt med de danske mestre.

Interessen for den svenske offensivspiller er ellers på kogepunktet, efter at han kronede et flot efterår med at score matchvindermålet i Parken mod Manchester United i Champions League.

Men som B.T. forstår det på kilder tæt på Roony Bardghji, er situationen omkring den ombejlede unge spiller rolig, selvom hypen har fået et nøk op efter det flotte sejrsmål mod United. Det kan man høre i B.T:-podcasten 'Transfervinduet'. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

De største klubber fra de største ligaer holder øje med FCK-kometen, men sådan har det været siden stortalentet var 15 år.

Den svenske U21-landsholdsspiller, som fylder 18 år i dag, er heller ikke i gang med forhandlinger med FC København, hvor han har fået sit store gennembrud i dette efterår med ni mål.

Københavnerne kan ellers med Roonys indtræden i de voksne rækker skrive en op til fem år lang kontrakt med ham. 

Parternes nuværende aftale løber ud den 31. december 2025, og hvis FCK skal indkassere så stort et beløb som muligt, når og hvis supertalentet skal sælges, vil det være en fordel med en så lang kontrakt som muligt.