Det var næsten ikke til at fatte, hvad der skete, da Brøndby-målmanden Mads Hermansen søndag leverede én af de præstationer, man sjældent glemmer.

Den nyslåede landsholdsspiller leverede en perlerække af stærke redninger i første halvleg, og i kampens slutfase fik han alle på stadion til at måbe, da han hev en fuldstændig fortrinlig trippel-redning op af hatten på et straffespark og de to følgende riposter.

Og efter kampen stod det klart, at Mads Hermansen havde fået flere af opgørets aktører til at tabe kæben undervejs.

»Der er jo ikke noget at sige, andet end at han ikke er et menneske. Det er jo sygt. Det er helt vildt og cadeau til ham. Jeg forstår godt, at han er på landsholdet,« sagde den imponerede Brøndby-stopper Frederik Alves, mens Nicolai Vallys stemte i.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

SE REDNINGEN I KLIPPET OVER ARTIKLEN.

»Han var fuldstændig voldsom. Det er noget af det vildeste, jeg har set, den der trippel-redning. Det er fuldstændig vildt. Det er synd for ham, at vi kluntede rundt, og FCN fik scoret.«

I modstanderlejren fik Hermansens seks-stjernede præstation cheftræner Johannes Thorup til at hive fat i Brøndby-keeperen.

»Jeg har lige taget fat i ham og sagt: Det der, det er helt vanvittigt. Én ting var straffesparket, noget andet er de to efterfølgende. Det er helt vanvittigt. Jeg forstår godt, at de er glade for ham i Brøndby,« fortalte Thorup på Right To Dream Park søndag.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og Mads Hermansen selv, ja, han glæder sig til at få set situationen, som alle taler om.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg lavede den trippel-redning. Jeg har ikke selv set den endnu, så det glæder jeg mig til at komme hjem og gøre.«

»Men det var lige ved, at straffesparket faktisk var den nemmeste redning,« siger keeperen, der dog var rasende, da FCN kort efter alligevel lukkede kampen til 2-1.

»Det var fedt at hjælpe holdet, men det var en ordentlig dukkert at indkassere lige efter. Det var en følelsesmæssig helt vanvittig rutsjebanetur. Jeg var helt oppe i skyerne, og så blev jeg dukket i koldt vand.«

Hermansens præstation fik også landsholdslegenden Brian Laudrup til at skamrose målmanden i Viaplays studie – og den ros jubler Hermansen over.

»Det er fantastisk og en stor ære at høre fra en så stor og dygtig tidligere spiller. Det sætter jeg stor pris på,« slutter Hermansen, der mandag skal møde op i landsholdslejren inden de to EM-kvalifikationskampe mod Kasakhstan og Finland.