Tottenham har knap nok sparket Nuno Espirito Santo ud af døren, før de nu meldes enige med den kommende manager.
Således skriver en række anerkendte medier og transferjournalister, at Antonio Conte bliver klubbens nye træner, og at han allerede kan lande i London senere i dag.
Journalisten Fabrizio Romano melder, at ledelsen i Tottenham føler sig overbeviste om, at de er i stand til at overtage italieneren, der senest stod i spidsen for Inter.
Ifølge Romano er forhandlingerne i fuld gang med Contes repræsentanter.

Det samme melder Sky Sports Italia og journalisten Gianluca Di Marzio om og fortæller, at det kun er de sidste detaljer, der mangler at komme på plads.
Det er også dem, der kan fortælle, at 52-årige Conte meget vel kan lande i den engelske hovedstad allerede i dag for at sætte sin underskrift på kontrakten.
Det anerkendte medie The Athletic erfarer ligeledes, at Conte er den altoverskyggende favorit til at indtage det nu ledige sæde i Tottenham, der blandt andet råder over danske Pierre-Emile Højbjerg.
Antonio Conte har foruden Inter tidligere stået i spidsen for Atalanta, Juventus, ligesom han også har været Italiens landstræner.
Hverken London eller Premier League er fremmed for Conte, der fra 2016 til 2018 var manager i Chelsea.
Tottenham er lige nu placeret som nummer otte i Premier League. Pierre-Emile Højbjerg og co. er fem point fra Champions League-pladserne og ti point efter Chelsea, som topper ligaen.


