Der skal mere end et dårligt halvårsregnskab til at ryste Brøndbys bestyrelsesformand, Aldo Petersen.

Selvom Brøndby netop har præsenteret et regnskab for den første halvdel af 2013 på minus 25,8 mio. kr. og nu har valgt at justere forventningerne til hele 2013 fra minus 10 mio. kr. til minus 30 mio. kr., er Aldo Petersen fortsat overbevist om, at Brøndby nok skal vise sig at være et levedygtigt projekt og en fornuftig investering.

Det er kun et spørgsmål om tid og tålmodighed. Det større minus er resultatet af nogle bevidste forretningsmæssige valg, der handler om at skifte cheftræneren og sportschefen ud samt at købe playersponsoratet på Simon Makienok tilbage.



- De to forhold, som primært påvirker regnskabet, er nogle omkostninger, som er resultatet af nogle forretningsmæssige dispositioner. Vi har valgt at skifte nogle nøglemedarbejdere ud, og vi har tilbagekøbt et playersponsorat. Det er nogle omkostninger, vi har valgt at tage. Desuden har vi nogle væsentligt lavere transferindtægter end forventet, konstaterer Aldo Petersen.

I regnskabsmeddelelsen oplyser Brøndby, at man har modtaget et bud, som ville have haft en væsentlig indvirkning på regnskabet, på den lange angriber Simon Makienok, men at han ikke var interesseret i klubskiftet.

Aldo Petersen afviser, at man fra Brøndbys side har presset på for, at Makienok skulle gennemføre skiftet.



- Vi er utroligt glade for, at han hellere vil blive her end at tage imod et økonomisk attraktivt tilbud fra en anden klub. Vi er meget glade for, at han tror så meget på vores projekt. Og hvis vi kan udvikle spillere, så de er så interessante for andre klubber, så er vores mission ved at lykkes, fastslår bestyrelsesformanden.

Et andet interessant punkt i regnskabsmeddelelsen er orienteringen om, at det vil påvirke Brøndbys økonomi væsentligt, hvis det meget omtalte mulige salg af Daniel Agger fra Liverpool til Barcelona ender med at blive en realitet.

Aldo Petersen afviser, at det er noget, som man gør sig forhåbninger om på ledelsesgangen i Brøndby.

- Vi ved ikke mere om sagen, end hvad vi har kunnet læse i pressen. Men vi ved, hvad det er for aftaler, der er med Liverpool, og vi mener, at det er rimeligt over for aktionærerne, at de også får at vide, at det vil have en betydelig indvirkning, hvis der bliver gennemført en handel.

Aldo Petersen har også måttet konstatere, at det er svært at sælge Brøndby-sponsorater til den pris, som man har fastsat, og derfor har indtægterne ikke levet op til forventningerne.

- Vi kan selvfølgelig sagtens sælge en vare, hvis vi sætter prisen ned. Men vi tror på, at værdien i Brøndby er højere, og så må vi være mere tålmodige med salg af sponsorater, siger Aldo Petersen, der er overbevist om, at det er den strategi, som på lang sigt er den rigtige.

På samme måde bakker han fortsat op om cheftræner Thomas Frank, selvom resultaterne foreløbigt lader vente på sig med kun to point i fem kampe.

- Vi ved, at hvis Brøndby skal spille for at overleve, skulle vi have valgt en anden strategi. Når du vælger at satse på unge spillere og en mere boldbesiddende stil, så vil det give store udslag i kampene. Vi har spillet to relativt gode kampe mod Vestsjælland og Viborg, hvor vi desværre kun fik et point begge gange, en kamp, der var på vippen mod Esbjerg, og to dårlige kampe mod Midtjylland og Sønderjyske. Det er, hvad du kan forvente, siger Aldo Petersen, der altså fortsat bakker op om cheftræneren, selvom resultaterne ikke gør det nemmere at sælge de store sponsorater.

Han afviser i øvrigt at udtale sig om, hvornår Brøndby i fremtiden forventer at tjene penge og gå fra røde tal til sorte.

- Det ved du godt, at selvom jeg ville sige det, må jeg ikke gøre det, før jeg har orienteret Fondsbørsen.