Brøndby bløder på banen, der er krise på lægterne – og det går ikke meget bedre på aktiemarkedet for den danske storklub.

For siden amerikanske Global Football Holdings fremsatte sit tilbud om at købe aktiemajoriteten i Brøndby i oktober 2022, er klubbens værdi styrtdykket.

Så meget, at klubben godt et halvt år efter er faldet med 62,7 millioner i værdi i forhold til den pris, som GFHs købstilbud prissatte Brøndby til i efteråret.

Dengang tilbød GFH således kurs 0,55, hvilket prissatte Brøndby til 313,5 millioner kroner – og med den nuværende kurs i omegnen af 0,44 er Brøndbys samlede værdi på 250,8 millioner kroner.

Den amerikanske rigmand David Blitzer. Julio Cortez

Det viser en opgørelse hos Nordnet.

Men skulle man i visse Brøndby-kredse mene, at nedturen skyldes de amerikanske ejeres indtog, ja, så skal man i stedet kigge på de resultater, som klubben har leveret siden da. Det mener Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»Er det de nye ejeres skyld, at fodboldspillerne ikke får puttet bolden i mål? Nej, det er det vel ikke helt. Holdet har fået for få sejre, og de har vel nu cementeret sig på sjettepladsen, som er bundplaceringen i slutspillet.«

»Der er ikke udsigt til, at Brøndby kommer til at spille europæisk fodbold, og de ser i stedet formentlig ind i en genopbygningsfase, hvor investorerne også har proklameret, at der er behov for at blive skudt flere penge ind. Det reagerer aktien på, og derfor er den faldet,« siger Per Hansen til B.T.

Martin Sylvest

Han mener ikke, at det nuværende stemningsboykot fra de organiserende fangrupper har noget at sige i forhold til værdien på klubben, selv om den kendte Brøndby-stemning altid gør indtryk.

»Det gør ikke rigtig noget. At the end of the day, så er det resultaterne på banen og kontorerne, der gør sig gældende,« siger Per Hansen om Brøndby, der på det seneste har tabt tre kampe i træk og ikke ser ud til at kunne gøre meget i slutspillet.

Kursfaldet i Brøndby er dog først noget, som GFH for alvor kan mærke, hvis ejerne skulle fortryde og begive sig ud i et nyt salg – og realisere det nuværende værditab.

Selv købte GFH Brøndby-aktier til en kurs, der var 0,05 højere, end den var i markedet i tiden før GFHs tilbud – dengang var Brøndbys værdi godt 285 millioner kroner, hvilket er 34,2 millioner højere end den nuværende værdi.