AGFs nye træner David Nielsen har på trods af en resultaltmæssig sløj start allerede sat sit aftryk på klubben.

Nielsen har nemlig fjernet kakao, hvidt brød og kage fra menukortet i klubben. Det skriver Århus Stiftstidende.

»Jeg tager udgangspunkt i hvad det kræves for at være top skandinavisk fodboldspiller, og her er kost en vigtig ting. Det er vaner, der bestemmer, om man får succes i fodbold eller ej. Altså; sover du nok? Spiser du rigtigt? Træner du godt nok? Det er de tre komponenter, der afgør, om du kan tage dig fra ét niveau til et andet. Og vi skal sørge for, at spillerne har gode vaner, så længe de er her,« siger David Nielsen til avisen.

 
Vi var med på sidelinjen, da David Nielsen havde sin første arbejdsdag som træner for AGF.
Vis mere


Ændringerne har da heller ikke medført noget ramaskrig fra spillertruppen. Midterforsvareren Pierre Kanstrup har det fint med den nye træners beslutning og pointerer, at det ikke er noget, man gjorde meget brug af i forvejen.

»Jeg synes heller ikke, vi levede usundt før. Men det er fint at undgå så meget sukker som muligt. Det har jeg ikke hørt nogen i klubben brokke sig over. Men nu var det heller ikke fordi, jeg tog specielt meget af det alligevel,« siger Kanstrup til Århus Stiftstidende.

David Nielsen overtog jobbet i AGF, da Glen Riddersholm blev fyret i slutningen af september i kølvandet på holdets 5-1-sejr over Helsingør. Siden har AGF ikke vundet med David Nielsen ved roret. Det er blevet til tre nederlag til henholdsvis Lyngby, FCK og FC Nordsjælland på 0-2, 0-4 og 1-4.

David Nielsen blev hentet til fra Lyngby, hvor han havde skabt stor succes med en bronzemedaljer i sidste sæson.