AGF-træner Glen Riddersholm glædede sig over sejren over Esbjerg - men han havde ikke roser til Morten 'Duncan' Rasmussen for hans straffesparksforsøg til sidst.

»De sidste ti minutter var ikke særligt fede,« sagde Glen Riddersholm efter kampen mod Esbjerg, hvor AGF vandt 3-1 og dermed sikrede sig midlertidig overlevelse i Superligaen.

AGF førte 2-1, da der manglede ti minutter, men til allersidst fik aarhusianerne straffespark, som Morten 'Duncan' Rasmussen misbrugte - i første omgang. Derefter scorede han imidlertid, efter at chancen egentlig var gået tabt-

»Hold kæft, hvor var det dårligt sparket,« lød reaktionen fra Glen Riddersholm på TV3 Sport 1.

»Men på en-eller-anden måde fik han jo scoret alligevel,« smilede AGF-træneren.

Den første kamp i Esbjerg var sluttet 0-0, og onsdagens resultat betyder, at AGF skal spille mod Viborg om en plads i Superligaen til næste sæson. Taberen skal spille mod nummer 3 fra 1. division om en plads i Superligaen til næste sæson.

Esbjerg skal spille mod AC Horsens i en kamp om at undgå direkte nedrykning. Vinderen af den kamp skal møde nummer 2 fra 1. division i en kamp om den sidste plads i næste års Superliga.