En blandet fornemmelse. Skuffet og tilfreds.
Det var den fornemmelse, David Nielsen gav udtryk for efter 2-1-nederlaget til FCK fredag aften.
AGF var undertippede og skabte ikke mange chancer før de sidste 20 minutter af kampen. Men så lugtede de blod.
Tobias Sana brændte en friløber mod Sten Michael Grytebust, men kort efter eksekverede Jon Dagur Thorsteinsson på en lignende mulighed og bragte spænding i kampen, som ikke skulle have varet meget længere ifølge AGF-træneren.

»Jeg følte, vi havde både det mentale og fysiske overskud til sidst. Vi lugtede blod i alt det, vi foretog os, både spillerne og de ting, vi lavede ude fra bænken af. Man ved aldrig, hvad der sker, men det er klart, at havde vi haft lidt længere tid til at gøre det, havde vi haft en større chance,« sagde David Nielsen efter kampen.
Det blev dog ved den ene scoring, selvom FCKs forsvar var lidt i gavehumør i de sidste 20 minutter.
Alligvel mener David Nielsen, at det er noget nær den bedste oplevelse, han har haft som gæstende træner i Parken.
»Det er klart den bedste kamp, jeg har været med til at spille herinde. Men det hjælper ikke en skid. Vi vil selvfølgelig gerne vinde, men for os handler det også om at se, hvilken kvalitet vi kan frembringe i vores fodboldhold på dagen. I dag spiller vi langt hen ad vejen på et højt niveau,« siger han.

AGF står nu noteret for ét point efter de første to kampe efter uafgjort I Hobro i første spillerunde.
Det er dog ikke noget, der bekymrer AGF-træneren i forhold til spillertruppen. Han føler ikke, han mangler tilføjelser tild en nuværende trup i kampen for top seks.
»Nej, det synes jeg bestemt ikke, vi gør. Vi har virkelig en god og bred trup, og vi kan gøre nogle ting fra bænken endnu, hvor vi kan ramme modstanderen der, hvor vi føler, de er svage i løbet ad kampene. Så kan vi vælge, hvad vi gerne vil. Med den måde, vi spiller på, er jeg rigtig godt tilfreds med de spillere, vi har.«
AGF møder i næste runde FC Midtjylland i Aarhus.