AGF-træner David Nielsen var i højt humør efter hans tropper havde vundet søndag eftermiddags Superliga-hjemmekamp mod Sønderjyske 4-2.

»Vores præstation i første halvleg, hvor vi bliver snydt for to straffespark, var ganske enkelt enestående,« sagde David Nielsen.

Han erkendte dog, at AGF i begyndelsen af anden halvleg var blevet trykket i bund af et Sønderjyske-mandskab, der de seneste spillerunder er løbet ind i en række store nederlag.

»Det skal ikke overstråle min glæde over vores sejr, at de overmatcher os i 10 minutter. Når det er sagt, må jeg sige, at jeg er glad for, at vi efterfølgende har mentalt overskud til at skrue op for for vores offensiv,« sagde David Nielsen.

AGF's Bror Blume jubler sammen med Jon Thorsteinsson over en scoring mod Sønderjyske.
AGF's Bror Blume jubler sammen med Jon Thorsteinsson over en scoring mod Sønderjyske. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Hos AGF stod ikke mindst Bror Blume og Jon Thorsteinsson stærkt i billedet.

»To af vores stærkeste teknikere scorer to gode mål på vigtige tidspunkter af kampen. Det var godt at se, men vores hold indeholder altså rigtig megen kvalitet,« sagde David Nielsen.

Bror Blume nød sin personlige succes.

»Vi får skabt det, vi kan forvente - og lidt mere til. Jeg trives helt sikkert på vores hold og er rigtig glad for min scoring. Der var i Sønderjyske-målet lidt spindevæv, der lige skulle fjernes,« sagde Bror Blume og hentydede til sit 'dommedagsskud', hvor han fik bolden til at sprælle i netmaskerne.

AGF's Bror Blume jubler over sin scoring til 2-0 mod Sønderjyske.
AGF's Bror Blume jubler over sin scoring til 2-0 mod Sønderjyske. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Med sejren over Sønderjyske konsoliderede AGF sin placering i Superligaens top-6.

»Overordnet set er vi tilfredse. Men vi vil gerne endnu længere op i tabellen. Jeg synes, at potentialet i vores hold er enormt. Vi har gjort det godt mod alle hold, der ligger over os. Hvad angår kampen tidligere i efterårssæsonen mod FCK, fik vi her vist, at vi kan spille lige op med dem. De er bare lidt skarpere i nogle af spillets facetter end os. Så det må vi lære af,« sagde Bror Blume.

Højrebacken Alexander Munksgaard blev noteret for sin første scoring Superligaen, da han i 65. minut bragte AGF foran 3-1.

»Det var fedt. Men jeg har altså også kæmpet hårdt på træningsbanen for det. Blandt andet har jeg spurgt vores assistenttræner, om ikke jeg må komme op i modstandernes felt ved standardsituationerne. Heldigvis lyttede han til mit ønske,« sagde Alexander Munksgaard med et kæmpe smil.

AGF's Alexander Munksgaard over sin scoring til 3-1 i Superliga-kampen mod Sønderjyske.
AGF's Alexander Munksgaard over sin scoring til 3-1 i Superliga-kampen mod Sønderjyske. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Til gengæld hang Sønderjyske-spillerne med hovedet.

»Vi er flove over det, vi leverer,« sagde Stefan Gartenmann og tilføjede:

»Præstationen er under al kritik. Jeg vil ikke påstå, at vi bliver kyst af AGF's stærke start på kampen, men det er altså, som om vi aldrig rigtigt kommer ovenpå. Desværre formår vi ikke at følge den lagte gameplan. Vi må erkende, at vores spil mod AGF sejlede totalt. Der var jo ingen, der forsvarede med livet. Vi manglede gnisten og lysten til at forsvare.«

I de seneste fire kampe har Sønderjyske-forsvaret indkasseret ikke færre end 14 scoringer.

»Det er først og fremmest indstillingen, vi det kommende stykke tid skal forsøge at få ændret til det bedre,« sagde Stefan Gartenmann.

Hos Sønderjyske udgik midtbanegeneralen Mads Albæk efter de første 45 minutter.

»Desværre tror jeg, at det er min gamle lyskeskade, der er brudt op. Det er frustrerende,« sagde han.