Navid Dayyani var tilbage i 2003 den yngste debutant i Superligaens historie, da han i en alder af 16 år og 244 dage gik på banen for AGF. Fire år senere sluttede en lovende fodboldkarriere.

I 2006 gik det helt galt. I en kamp mod FC København fik han en skade, der gik ud over ledkapsel, ledbånd og forreste korsbånd i det ene knæ. Et år senere tog han med stor smerte de tunge skridt ind på Brian Steen Nielsens kontor, som på daværende tidspunkt var direktør i AGF.

»Vi stopper her,« lød beskeden fra Navid Dayyani, der var blevet erklæret fodboldinvalid.

»At det gjorde så ondt var med til at lindre smerten oppe i hovedet over, at jeg måtte stoppe. Men jeg tænkte da 'hvorfor mig?', og det er altid svært at tænke over, hvad det kunne være blevet til. Det var i gåseøjne heldigt, at det gjorde så ondt, at jeg nærmest ikke kunne gå. Der var bare intet at gøre,« siger den i dag 34-årige Navid Dayyani til B.T.

Navid Dayyani.
Navid Dayyani.
Vis mere

Nu er han på toppen af sin erhvervskarriere, hvor han netop er blevet købt ud af virksomheden BrandFix A/S, der sælger skønhedsprodukter til blandt andet Matas og Normal. Han havde knap halvdelen af virksomheden.

Kapitalfonden Dansk Ejerkapital har skudt et tocifret millionbeløb ind i virksomheden, der sidste år havde et overskud på 5,5 millioner kroner før skat. Det samlede overskud siden etableringen i 2015 er på 11,3 millioner kroner.

Navid Dayyani kan dog ikke oplyse, hvor meget han har fået ud af handlen, men han er godt tilfreds med den.

»Jeg synes, at det var en fin løsning. Alt var okay. Jeg glæder mig til at videre investere midlerne i ny forretning og skabe nye erhvervs succeser.«

Efter at drømmen om en fodboldkarriere bristede, tog Navid Dayyani en cand.merc. i marketing med fokus på online markedsføring. Det var den del, som hans partner i BrandFix A/S, Ami Hansen, havde brug for hjælp til, og så købte Dayyani sig ind i selskabet i 2015.

Efter seks år, hvor han har kørt på og arbejdede 60 timer om ugen og haft tendenser til stress, så glæder han sig nu til nye udfordringer og prioriteringer.

»Nu skal jeg prøve at finde en ny ramme i mit liv. Jeg har haft seks år med fuld knald og havde brug for at prøve noget nyt. Nu skal jeg se, hvad verden ellers byder, jeg skal vende livet lidt på hovedet og for eksempel være mere nærværende over for mine børn og andre vigtige relationer. Så må vi se, om jeg skal starte mit eget på et tidspunkt, eller jeg køber mig ind i et projekt.«

Selvom fodboldkarrieren sluttede den dag på Brian Steen Nielsens kontor for 14 år siden, så har AGF stadig en plads i hjertet og i hverdagen.

»Efter jeg blev selvstændig og fik børn, så fylder fodbold væsentligt mindre. Men jeg følger AGF, læser deres nyheder og er også ude at se nogle af deres kampe. Klubben har stadig en plads hos mig, og jeg håber at de kan skabe noget eufori i byen.«