Bestyrelsesformand Lars Fournais står bag direktør Jacob Nielsen efter fyringen af Glen Riddersholm.

AGF-spillerne skal bakke op om beslutningen om at fyre cheftræner Glen Riddersholm.

Sådan lyder det fra bestyrelsesformand i Aarhus Elite, Lars Fournais, som svar på den hårde kritik, som er kommet fra flere af klubbens mest markante spillere.

»Spillerne har lov til at have deres mening. Når det er sagt, så forventer jeg, at de bakker op om beslutningen, og det tror jeg også, at de gør,« siger Lars Fournais i et interview med jp.dk.

 
Mikkel Bischoff og John ’Faxe’ Jensen debatterede trænerfyringen i AGF.
Vis mere

Efter at det tidligere lørdag blev officielt, at AGF har skilt sig af med Riddersholm og i stedet indsat David Nielsen på trænerbænken, kaldte anfører Morten "Duncan" Rasmussen beslutningen for "en skandale".

Samtidig gik han i rette med direktør Jacob Nielsen, som har kritiseret holdets præstationer ved flere lejligheder.

»Det er en svær situation for os spillere, når vi hele tiden skal forholde os til, at vores direktør kritiserer os voldsomt i medierne.«

»Det er altså ikke en fordel for os, når vi hver anden uge skal høre, at det virker som om, vi ikke gider spille,« sagde Morten "Duncan" Rasmussen til Århus Stiftstidende.

Men direktøren er i sin gode ret til at ytre sig om præstationerne på banen, fastslår bestyrelsesformanden.

»Når der sker sådan noget, er der altid nogle, der er enige og andre, der er uenige. Jacob Nielsen har som administrerende direktør ret til at udtrykke sin mening om det sportslige.«

»Det er klart, at det skal foregå på en fair og ordentlig måde. Sådan vil jeg i hvert fald gerne have det,« siger Lars Fournais.

/ritzau/