Osama Akharraz mener, at AGFs bestyrelse har ansvaret for, at klubben søndag rykkede ud af Superligaen.

Det fortalte den skuffede AGF-spiller kort efter, at AGFs fiasko var en realitet med et pinefuldt nederlag på 0-3 hjemme mod Sønderjyske. 

- Vi spillere har gjort, hvad vi kunne, men det er bare ikke lykkedes. Der er et eller andet, som mangler at blive fjernet fra os, sagde Osama Akharraz til TV3 Sport 1 og fortsatte: 

- Et eller andet sted er det nok bestyrelsen. Men jeg kan ikke rigtig svare på det, for jeg ved ikke helt, hvad vi spillere kan gøre. Jeg synes ikke, at man har givet os de bedste forudsætninger for at kunne lave resultater i denne her klub, sagde Osama Akharraz. 

- Jeg synes, at der er alt for mange ting, som man skal forholde sig til i stedet for bare at koncentrere sig om at spille fodbold.

Osama Akharraz ville ikke allerede forholde sig til, om han tager turen ned i 1. division med AGF, hvor der formentlig venter en større spillerflugt.