AGFs Martin Spelmann var vred og selvkritisk, efter at Silkeborg mandag aften havde vundet 3-1 i Aarhus og sendt AGF tæt på de frygtede knald-eller-fald kampe om at blive i Superligaen.

»Vi burde alle have en fyreseddel. Det var pinligt. Vi starter faktisk, som vi vil i de første ti minutter, men der skulle ikke mere end en bold i dybden til, for at det hele falder sammen,« sagde Martin Spelmann efter kampen til TV3 Sport 1.

AGF kom bagud 0-2 i første halvleg, og i begyndelsen af anden halvleg blev det 0-3, hvorefter publikum begyndte at udvandre i protest.

»Jeg kan godt forstå, at folk ikke har lyst til at komme igen, men vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Vi får en sejr i Viborg, og så kan det ikke være rigtigt, at vi spiller som nat og dag. Folk falder igennem, og det kan man ikke klandre træneren for. Det er spillernes egen skyld,« sagde AGF-forsvareren.

AGF er med nederlaget seks point efter Silkeborg på den andenplads i nedrykningsslutspillet, som betyder, at man slipper for knald-eller-fald kampene. Der mangler fire kampe i nedrykningsslutspillet, inden det kommer så vidt.

»Nu skal vi have tre point mod AaB. Det så godt ud inden i dag, men det har vi smidt væk. Nu skal der en sejr til,« sagde Martin Spelmann.