GENOPLEV HELE OPGØRET I BUNDEN AF ARTIKLEN.

Mustapha Bundus flotte føringsmål var nok til at sikre AGF sæsonens første sejr på hjemmebane mod Sønderjyske.

Det blev en forløsende start på weekenden for AGF, der fredag aften tog sæsonens første sejr på hjemmebane mod Sønderjyske efter tre uafgjorte kampe i træk.

Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra opgøret

1-0 blev resultatet, og det var Mustapha Bundu, der stod for kampens eneste mål, der var et flot et af slagsen. Det var ikke den mest overbevisende AGF-sejr, men Sønderjyske var uskarpe foran målet, og det banede vejen for aarhusianernes første sejr i sæsonen.

AGF-træner David Nielsen havde valgt at starte med Jens Stage på toppen i stedet for Kasper Junker, men den ændring havde ikke nogen umiddelbar effekt.

Sønderjyske satte sig på kampen, og efter 18 minutter skulle Christian "Greko" Jakobsen have bragt gæsterne foran, men hans afslutning gik forbi mål.

SønderjyskEs Kees Luijckx mod AGF's Jens Stage i superliga-kampen mellem AGF og SønderjyskE på Ceres Park i Aarhus , 3. august 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
SønderjyskEs Kees Luijckx mod AGF's Jens Stage i superliga-kampen mellem AGF og SønderjyskE på Ceres Park i Aarhus , 3. august 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

AGF havde ikke meget at byde ind med frem ad banen, og det stod mildest talt stille mellem det 20. og 30. minut af kampen.

Man fornemmede, at der var brug for noget individuel klasse til at åbne kampen op, og det fik tilskuerne efter 33 minutter, da Mustapha Bundu på flot vis bragte AGF foran med 1-0 stik imod spil og chancer.

Kort efter skulle Sønderjyske-backen Nicholas Marfelt have udlignet, men han fik ikke ordentligt ram på bolden, og hans afslutning tog stolpen, og AGF kunne derfor tage 1-0-føringen med til pause.

AGF kom bedst ud til anden halvleg, men Sønderjyske fik ædt sig bedre ind i kampen, som anden halvleg skred frem. Efter 72 minutter skulle Jens Stage have lukket kampen, da han fik serveret bolden på et sølvfad inde i feltet, men han sparkede forbi mål.

Gæsterne havde flere gode muligheder for at udligne, men det lignede mere en scoring til AGF, end det gjorde til Sønderjyske.

Sønderjyske fik trods bestræbelserne ikke scoret, og AGF vandt dermed for første gang i sæsonen.

/ritzau/

Genoplev kampen i LIVE-bloggen her: