Søndag aften stillede FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, sig frem og fremførte en klage af noget speciel karakter.

Han fortalte om tre-fire AGF-fans, der i pausen havde fundet vej til en del af gæsternes omklædningsrum, der dog var lukket af.

»Jeg har aldrig oplevet det før på den måde. Der er et eller andet, der er galt. For den dør kunne ikke låses. Hvis vi andre ikke havde været der, havde de kunne gå ind og tage alt det, der var i det andet omklædningsrum,« sagde Jan Laursen.

Men AGF har et andet syn på det, og de går i rette med Laursens kritik.

»Det er korrekt, at tre gæster, der opholdt sig i en nærliggende sponsorlounge, søndag aften ved en fejl fik adgang til en mellemgang ved FC Nordsjællands omklædningsområde, fordi en nødudgang uretmæssigt og ved en fejl blev åbnet,« skrives der på AGFs hjemmeside.

»Det beklager vi naturligvis, og det beklagede vi også i aftes med det samme over for FC Nordsjælland – det var en fejl. Og med det samme blev der placeret en vagt foran nødudgangen.«

»Men det er ikke korrekt, som FCNs Jan Laursen beskriver i flere medier, at de tre gæster kom ind i FCNs omklædningsrum. De kom tværtimod til at åbne en dør til en mellemgang til omklædningsrummene, og døren var lukket ind til FCNs omklædningsrum, hvilket Laursen også selv bekræfter i et af de flere interview, han gav efter kampen.«

»Selve episoden blev meget hurtigt løst, og øjensynligt var der ingen af FCNs spillere, der oplevede den – endsige overhovedet bemærkede det – da de sad bag en lukket dør, hvilket FCN-spiller Mads Bidstrup bekræftede efter kampen.«

»Og det er også vigtigt at understrege, at det ikke var AGF-fans, 'der forsøgte at trænge ind i FCNs omklædningsrum', som det blev udlagt af FCNs sportschef, men derimod tre VIP-gæster, der ved et uheld kom på afveje og altså kom til at åbne en nødudgang.«

AGF fortæller desuden, at de kun går ud med deres version på denne måde, fordi FCN gik til medierne.

Kampen i Aarhus endte 1-1.