Skal David Nielsen fyres eller ej i AGF?

Ikke hvis du spørger de to profiler i AGF Mikael Anderson og Sebastian Hausner.

De fastslår over for B.T., at David Nielsen stadig kan motivere spillerne, og at det er spillernes skyld, at tingene ikke har fungeret.

»Jeg har godt fornemmet, at der har været meget snak om ansvaret. Det ligger hos spillerne. Vi skal sætte en ære i at spille for AGF, uanset hvem vi møder. Om det er Davids ansvar? Det er dum snak. Det er os spillere, der skal tage os sammen,« siger Anderson og fortsætter.

»Vi gør alt til UG uden for banen. Nogle gange skal I journalister bare pege på os spillere og sige, at vi ikke gør det godt nok. Jeg føler, det er 100 procent spillernes skyld og ingen andre.«

Han bliver bakket op af Sebastian Hausner.

»Ansvaret ligger hos os spillere. I sidste ende ligger det i vores hænder. VI har ikke været gode nok til at udføre tingene på banen og have den der ild i øjnene. Det er os, der skal præstere og vise, at vi spiller i en stor klub som AGF.«

Begge spillere har stadig følelsen af, at David Nielsen kan motivere dem på trods af endnu et nederlag mandag. Klubben har ikke vundet en kamp i Superligaen i to måneder.

»Jeg har altid følt, at David er den rette mand for AGF og byen, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg er 100 procent sikker på, han kan motivere os. Det er faktisk et åndssvagt spørgsmål, synes jeg. Det er mig og mine medspilleres skyld, at tingene er, som de der,« siger Anderson.

»Der er ikke sket de store ændringer i rammerne fra før i tiden, så den ligger ikke der,« tilføjer Hausner.

Ville det være en forkert beslutning af AGF at fyre David Nielsen?

»Det er desværre ikke op til mig at træffe den beslutning. Jeg synes, David er en fantastisk træner, og jeg mener, han er den rigtige træner for os. Jeg mener klart, at det er den træner, vi skal have, som tingene er lige nu,« udtrykker Mikael Andersson, og den danske forsvarsgeneral er enig.

»Ja, det ville være den forkerte beslutning. Det er ikke træneren, det handler om. Ingenting er ændret uden for banen. I sidste ende ligger det hos os spillere, vi har ikke præsteret, som vi skulle. Vi er de eneste, der kan få det vendt igen. Vi skal tage ansvar,« siger Sebastian Hausner.

AGF-legenden Peter Graulund kan dog godt finde flere gode argumenter for, at David Nielsen skal være fortid i AGF.

»Jeg ser forfærdelig fodbold. Jeg ser fodbold, hvor det bare er lange bolde mod Patrick Mortensen og gerne dybt på Bundu. Så jeg kan sagtens finde masser af argumenter for, hvorfor David skal ud,« siger han i TV 2 SPORT X-magasinet KANT.

»Jeg håber af hjertet, fordi jeg bor i byen og har en vis aktie i AGF, at han bliver, men jeg kan sagtens finde argumenterne for, at han skal ud. Spillemæssigt er det ikke godt nok. De sparker lange bolde og spiller uden risiko. De har slet ikke de offensive bevægelser.«