Fodboldfesten på Ceres Park endte i en målrig fuser for hjemmeholdet.
Over 22.000 tilskuere var søndag mødt op på Ceres Park, hvor AGF tog imod Silkeborg.
Men hvad der skulle have været en stor fodboldfest mod Superligaens bundprop, endte i et overraskende 4-3-nederlag.
»Jeg er selvfølgelig meget skuffet over, at vi ikke kunne give de mange fans en sejr i dag. Det var en fantastisk kulisse, og hvis vi gerne vil have dem til at komme fremover, så skal vi vinde sådan nogle kampe. Så det irriterer mig rigtig meget, at vi ikke gjorde det i dag,« sagde AGF-angriber Patrick Mortensen efter kampen.
Efter at AGF var foran to gange i kampen, blev det Silkeborg, som trak det sidste strå i den målrige affære.
Det skete, da Anders Hagelskjær i det 88. minut headede bolden i mål til 4-3. Dermed fik Silkeborg sæsonens første sejr efter 13 kampe, og Mortensen indrømmede efter kampen, at de måske havde undervurderet dem en smule.
»Jeg synes, vi mangler lidt energi, og at vi nogle gange løber med håndbremsen trukket. Jeg ved ikke, om vi kommer til at undervurdere Silkeborg en smule. Og så er det pisse farligt, for så falder man selv lidt i kadence.«
»Og hvis man falder de sidste fem procent, og de bliver fem procent bedre, så er der ikke en skid forskel på nogen hold i Superligaen,« sagde Patrick Mortensen og fortalte, at de efter kampen havde fået en velfortjent opsang af cheftræner David Nielsen.
»Han talte om, at vi skal finde tilbage til de dyder, som vi har været rigtig gode til. Vi skal huske, at træerne ikke vokser ind i himlen. Vi skal arbejde for det. Vi skal give 100 procent i hver kamp. Vi har holdet til at nå langt, men det har vi kun, hvis vi ofrer alt hver gang.«
David Nielsen fortalte efter kampen, at han ikke følte, at de undervurderede Silkeborg.
I stedet pegede han på, at kulissen var med til at skabe en kamp, som AGF ikke formåede at kontrollere.
»Det er en fed kamp, fordi kulissen er fed. Men det gør også, at det bliver en fuldstændig vild fodboldkamp. Derfor er det vigtigt, at vi får ro på kampen. Det kan vi gøre ved at score et mål til enten 3-1 eller til 4-2, som vi har store muligheder for. Men det får vi ikke gjort, og derfor bliver det en meget desperat kamp fra vores side af, og det betaler vi prisen for.«
Patrick Mortensen er enig med sin cheftræner i, at de selv skulle have lukket kampen flere gange. Selv havde han en stor mulighed for at bringe AGF foran 3-1.
»Jeg har jo en kæmpe chance, hvor jeg ikke får ramt indlægget fra Bundu. Den rammer støttebenet i stedet for at ramme mit skudben, og så løber de ned og scorer lige efter. Det er jo de der små marginaler, som er afgørende i fodbold,« sagde Patrick Mortensen, som dog fik scoret to mål i kampen.
»Det er altid dejligt som angriber at score mål og hjælpe på den måde. Jeg skal da ikke lyve, det gav lidt kuldegysninger at score og høre det brøl.«
»Og det vil jeg meget gerne opleve igen. Men det er klart, at når man ikke vinder, så er det ikke sikkert, at de mange tilskuere kommer tilbage. Og det irriterer mig helt vildt.«