AGF med stort millionoverskud


AGF's regnskab for anden halvdel af 2021 viser et overskud på 23,2 millioner kroner før skat.
Omsætningen er steget med mere end 20 millioner kroner sammenlignet med året før, hvilket først og fremmest skyldes en stigning i aktivitetsniveauet efter coronanedlukning.
Administrerende direktør i AGF, Jacob Nielsen, er tilfreds med regnskabet, men understreger, at der stadig er meget arbejde.
»Vores forretning er inde i en god gænge, og det er vores forventning, at vi for fjerde regnskabsår i streg kommer ud med et solidt millionoverskud. Det sker samtidig med, at vi har foretaget betydelige investeringer i vores sportslige sektor – både i Superliga- og talentregi – i bestræbelserne på at indfri vores sportslige målsætninger de kommende år.«
»I Ceres Park & Arena kan vi i andet halvår se frem til to stadionkoncerter og flere arena-koncerter, som også vil bidrage positivt til resultatet. Så alt i alt er vi på rette kurs for det igangværende regnskabsår, men vi er ikke i mål endnu, og der venter stadig masser af hårdt arbejde foran os.«
For regnskabsåret 2021/22 forventer AGF A/S et positivt resultat før skat mellem otte millioner kroner og 20 millioner kroner.
Resultatet udgør en indsnævring i forhold til den seneste udmeldte forventning fra september som var et positivt resultat før skat mellem nul og 20 millioner kroner.
Det positive regnskab er også på trods af, at eksterne omkostninger og personaleomkostninger er steget markant.
Perioden for regnskabet er fra 1. juli – 31. december 2021.