Kamil Grabara er en mand med meninger – også dem, der stikker ud af flokken. Det ved AGF-målmanden godt. Også at det nogen gange kan ende med at give problemer, når han åbner munden eller sætter sig til tasterne.

Søndag aften sagde han for eksempel noget, som ingen andre har sagt før nu i denne sæson:

'Vi kan slå alle i denne her række, og vores ambition er at vinde ligaen,' lyder det fra Kamil Grabara efter sejren på 1-0 over FC Midtjylland.

Den udmelding giver ham næppe problemer andre steder end måske internt i AGF, hvor guldsnak belært af fortiden notorisk er forbudt.

Anderledes var det i midtugen efter nederlaget til FC Nordsjælland, hvor den polske keeper skrev følgende på Twitter, efter modstanderne vandt over AGF i en kamp, hvor Bubacarr Sanneh fik et meget omtalt rødt kort:

'Vi skal have fans tilbage på stadionerne. Personligt keder jeg mig og bliver en smule frustreret over at spille uge ind, uge ud og med 11 mod 12. Med fans kan vi i det mindste udligne det,' skrev han i et tweet, som han senere slettede. Du kan se det her:

Kamil Grabara har siden fået en advarsel af Fodboldens Disciplinærinstans for usportslig og illoyal adfærd på Twitter, mens AGF mener, at der var tale om en misforståelse, og at han blot ønsker at få fans tilbage på stadion.

B.T. interviewede Grabara efter kampen mod FC Midtjylland, og her fortæller han, at han skal lære sætte låg på sine følelser.

»Hvad jeg i virkeligheden mente med det? Det er et interessant spørgsmål. I fodbold er der en masse følelser, og jeg bliver måske lidt for følelsesmæssig nogle gange. Jeg er en type, der vil vinde uanset hvad, og jeg var skuffet over, at tingene ikke gik vores vej,« siger Kamil Grabara og tilføjer:

»Jeg mente ikke meget med det tweet. Jeg bliver som sagt for følelsesmæssig og siger ting, som ikke burde blive sagt af mig. Det er, hvad det er.«

Hvad mente du så med de 12 mod 11?

»Så du vil have mig til at sige, at dommeren var med modstanderholdet? Nej, det kommer jeg ikke til at sige.«

Jeg spørger dig?

»Nej, klubben har allerede redegjort det for DBU i forhold til indholdet i det tweet. Det er min besked, men jeg skal passe på, hvad jeg siger, og det er ret simpelt. Jeg ved godt, at jeg nogle gange skal holde mund.«

Savner du af og til, at du som fodboldspiller kan udtrykke dine følelser uden at blive straffet?

»Vi er i en verden, hvor fodboldspillere siger det samme hele tiden, så I bliver glade i pressen, når der kommer en, der siger noget anderledes, så spotlyset vil være hos dem, der siger andet end noget om, hvilken vej vinden blæser, og græsset er grønt. Det er sådan, mange af interviewene er her, og det har jeg egentlig ikke noget imod, for det kan være kulturen her.«

Mener du her i Danmark og Skandinavien?

»Måske er det skandinaviske folk bare rart, og de siger ikke noget kontroversielt. Nogle gange kan jeg godt lide det, må jeg sige.«

Hvad mener du?

»Jeg vil ikke gå nærmere ind på mit privatliv, men jeg synes, at spillere burde kunne tale mere åbent om hvad som helst, men når der kommer problemer, kan der være forskellige syn på det, så man skal være forsigtig. Jeg taler oftest meget, og nogle gange siger jeg for meget, og det er et faktum, og det kan man blive straffet, og det er, hvad det er,« forklarer Kamil Grabara, der i kampen mod FC Midtjylland i hvert fald ikke var påvirket af det fokus, der har været på ham efter kampen mod Nordsjælland.

Foran ham havde han ti holdkammerater, der ikke lod værterne komme frem til en eneste åben chance.

»Nej, de havde ikke nogen chancer overhovedet. Vi holder igen nullet takket være forsvaret og resten af holdet foran mig, som leverer en fremragende præstation. De andre hold har store problemer med at komme frem til muligheder mod os, og det er takket være dem,« lyder det fra Grabara, der mener, at guldkampen er helt åben blandt AGF, Brøndby, FCM og FCK.

»Du ser, at der er fire hold, der kæmper om det, og for os handler det seriøst kun om den næste kamp og at fokusere på os selv. Hvis man tænker på de andre hold, så glemmer man sig selv. Vi kan slå alle, og det er det vigtigste,« slutter han.