Storspiller, legende, koryfæ. Det bliver ikke meget større end den sidste af de tre titler. I AGF har de deres helt egen i John Stampe.

Før mandagens Superliga-kamp med klubrekordindehaveren med 444 kampe i den hvide trøje hædret. Det skete med afsløringen af det nye navn til pladsen for enden af Stadion Allé, lige foran Ceres Park – John Stampes Plads.

Til stede var omkring 250 mennesker, der bestod af en større flok AGF-fans, tidligere spillere, venner og familie, heriblandt John Stampes enke Vibeke Stampe – af de fleste bare kendt som Vibse.

»Jeg er bare så stolt på Johns vegne. Jeg er rørt og meget, meget beæret, det må jeg sige” fortalte Vibeke Stampe med stort smil og halvvåde øjne til BT, der talte med hende kort efter afsløringen af pladsen.

Afsløringen stod AGF-formand Lars Fournais og rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Byråd Kristian Würtz (S) for. Her var der lutter pæne ord som ’kejseren’ og ’den største’ til overs for John Stampe.

»I AGF har vi fire værdier, vi står for. Vi er ansvarligt. Vi er hårdtarbejdende. Vi vil vinde. Og vi er stolte af Aarhus. John Stampe var personificeringen af AGFs værdier,« lød det blandt andet fra Lars Fournais.

Han mente desuden, at John Stampe selv, med klassisk, østjysk humor ville have sagt, at det da også var på tide med den plads.

Den humor kunne Vibeke Stampe godt genkende, selvom hun dog tror, at han ville have være mere stille af sig i hjertet.

»Det kan da godt ske, han ville have sagt det på vej hjem helt stille - bare for sjov. Men han ville ikke have ført sig frem med det. Han ville have været meget ydmyg,« fortalte Vibeke Stampe i mellem dusinvis af kram og klem.

De fremmødte mennesker og de mange knus gjorde hende klar over, hvad John Stampe har gjort for Aarhus og AGF.

»Det viser jo bare et eller andet sted: ’Hold nu op, hvor har jeg bare været gift med sådan en fantastisk mand'.«