Der er medvind på Randersvej for tiden - og muligvis fri bar på Kurts Mor. I hvert fald for David Nielsen, der lige nu nyder stor succes med AGF efter fire sejre i træk.

Kærligheden til cheftræneren er da også stor fra fansene, men kontrakten med AGF udløber altså ved udgangen af denne sæson. Og noget tyder på, at forlængelses-snakkene lader vente på sig i Aarhus.

»Lige nu har vi mere end rigeligt at gøre. Først og fremmest har 'PC' (sportschef Peter Christiansen, red.) og jeg skullet færdiggøre et transfervindue. Derefter har jeg skullet bruge tid på at integrere nye spillere og sørge for, at vi fik vores hold til at fungere. Min hjerne er slet ikke derhenne.«

»Jeg svarer modvilligt på spørgsmålet om min egen kontraktsituation. Det er ikke der, mit fokus ligger nu,« siger David Nielsen.

På et eller andet tidspunkt skal I jo tage den. Hvornår skal I det?

»Det er noget, som 'PC' og jeg tager en snak om, når vi tager et af vores møder eller drikker en Faxe Kondi. Det er ikke noget, som folk i offentligheden skal bruge tid på. For det er ikke et tema at begynde at skrue på nu.«

AGF har altså vundet fire kampe i træk, og blandt andet 3-0-sejrene over Brøndby og senest AaB har været imponerende. Men David Nielsen selv husker også længere end en måned tilbage.

Til en sæsonstart uden en sejr i de første fem opgør. Derfor køber han heller ikke helt ind på, at der nu er ved at opstå en bølge af pres for at få AGF til at lave en ny kontrakt med ham. Selvom det er rart med kærlighed.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er utroligt positivt. Men for fire kampe siden skulle jeg også have spørgsmål om, hvornår jeg bliver fyret. Det her er fodbold. Jeg har ikke fokus på de ting. Det har jeg, når jeg bliver bedt om at forholde mig til det. Mit og 'PC's forhold er ikke der, hvor den ene eller anden bliver sur over, hvornår der bliver taget en beslutning - eller hvornår det bliver bragt op. Det behøver I ikke at bruge så meget mere energi på,« siger David Nielsen.

David Nielsen og hans team har lige nu masser af succes. Men det har altså ikke den store effekt på cheftræneren, der på sin vanlige facon nedtoner det meste. Opbakningen har han hele tiden følt, når han har været uden for dørene i Aarhus.

»Det er ligegyldigt, hvornår jeg går en tur, så har folk været positive. Det har de også været i de perioder, hvor vi ikke har haft resultaterne med os. Den entusiasme er i Aarhus hele tiden. Folk er ekstremt positive. Det er også noget af det, der er med til at gøre, at vi kan komme ud af lidt svære ting. Det er, at folk omkring os altid bakker os op. Der er ikke så meget, der ændrer sig, som man måske godt kan tro uden for Aarhus by. Der er en god tro her, og det har der været altid. Folk er ekstremt entusiastiske på en positiv måde,« siger David Nielsen.

David Nielsens kontraktsituation, Carlos Zecas mulige forlængelse med FCK og Birkir Bjarnasons flirt med flere danske klubber kan du høre meget mere om i B.T. Sports podcast Transfervinduet.