Med et nederlag til Vejle i Nørreskoven på 1-0 er AGF kun tre point fra nedrykningsstregen, hvor netop Vejle befinder sig.
Cheftræner i AGF David Nielsen var ikke just i det muntre hjørne efter nederlaget.
Han blev blandt andet spurgt ind til, hvilken retning pilen peger i for AGF.
»Det kan du selv svare på. Vi har ikke vundet i 12 kampe. Det handler om at få den til at pege den anden vej.«
Med nederlaget ligger der nu et gevaldigt pres på AGF-truppen inden de sidste to runder.
»Der er da nervøsitet, det er der for alle. Men det må man arbejde med. Det er derfor, vi er her. Vi må vise, vi kan gøre det, der skal gøres nu. Det er, hvad vi fokuserer på,« siger David Nielsen og anfører i AGF, Patrick Mortensen, er enig.
»Der er da lidt nervøsitet for, hvad det kan ende med. Katastrofetankerne kommer jo op, men de skal ikke fylde for meget. De skal om på bagsædet. Jeg ved godt, det er et lidt kedeligt svar, men det er sindssygt vigtigt, at vi holder hovedet højt og skyder brystet frem, som situationen er lige nu,« siger anføreren.
Nu skal cheftræneren finde ud af, hvem af spillerne, der kan styre nervøsiteten og fungere bedst under presset.
»Nu handler det psykologisk om, hvem der kan spille og vil spille i det her. Hvem har ild i øjnene nu. Jeg føler ikke, at det er et problem, vi har, at spillerne ikke har det, men vi skal have gjort så mange klar i hovederne som muligt. Det er, hvad det handler om.«
Anfører Patrick Mortensen lægger heller ikke skjul på, at presset på holdet er stort lige nu.
»Der er et kæmpe pres, det er klart. Det er der fra medier og fans. Vi står i en skidt situation. Det her havde vi ikke regnet med før sæsonen, at vi efter så mange runder er så tæt på stregen.«
AGF skal i aktion igen søndag aften, når de skal en tur til Viborg.