Forestil dig at blive skiftet ind i en kamp, hvor du kun skal bruge et minut på at score det afgørende mål. Noget, der under normale omstændigheder ville udløse massive jubelbrøl, ølkast og tribune-hop i stride strømme. I stedet var der så godt som stille. Sådan var mandag aften for Niklas Helenius.

»Jeg ville ønske, der var rigtig mange mennesker. Og når det så var mod ens tidligere klub, så havde det da været rart, hvis der havde været nogle udebanefans.«

Sådan lød det fra den 29-årige angriber, der mandag aften gjorde det onde ved sin tidligere klub OB, da han i det 78. minut hamrede sejrsmålet i kassen og blev tiljublet af sine holdkammerater.

Han lagde efter kampen ikke skjul på, at det betød noget for ham. Også personligt. At score mod sin gamle klub var ikke bare en 'sjov lille detalje'.

Niklas Helenius blev matchviner i Aarhus mandag aften, da han scorede kampens eneste mål i det 78.minut.
Niklas Helenius blev matchviner i Aarhus mandag aften, da han scorede kampens eneste mål i det 78.minut. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det tænkte jeg over. Jeg havde noget, jeg skulle vise. Det holder jeg inde i mig selv, men jeg havde en ekstra tænding og noget vrede, der skulle ud, og den vrede tog jeg med ind,« sagde Niklas Helenius, der skiftede fra OB til AGF i juli 2019.

Var vreden mod fansene eller mod klubben?

»Det vil jeg ikke ind på. Det ved folk på denne her side, og det ved de også på den anden side. Det må de selv tænke over,« sagde angriberen og pegede på begge lejre, mens han fortalte.

Han roste - traditionen tro, fristes man næsten til at sige - også sine holdkammerater, som spillede en vigtig rolle, understregede han.

Alligevel kom det ikke bag på ham selv, at han fik prikket bolden i mål efter en periode uden scoringer.

»Jeg scorede mange mål i opstarten. Det tæller også for mig også at være i god form. Så jeg er ikke overrasket, for jeg føler, jeg er det. Jeg klør bare på og venter på, det fortsætter.«

Med målet sendte han AGF, der inden kampen var sikret en plads i top-seks, på tredjepladsen. Og adspurgt, hvem der er favorit til netop at slutte der, var han rimelig klar i mælet.

»Det er vi nu. Vi kigger på dem, men flere hold viser god form. Nordsjælland gør det godt, og vi må se, hvordan Brøndby gør det i morgen. Men vi må fokusere på os selv, og der er også ting, vi kan forbedre,« sagde Niklas Helenius.