AGFs bestyrelsesformand, Lars Fournais, garanterer, at klubbens nye træner, Glen Riddersholm, ikke bliver fyret ligesom sine forgængere

7. januar genoptager AGF træningen efter vinterpausen med Glen Riddersholm som ny cheftræner. Men allerede da han søndag eftermiddag på et velbesøgt pressemøde med omkring 150 deltagere på Ceres Park i Aarhus blev præsenteret som fyrede Morten Wieghorsts afløser, blev der i kulissen talt om, hvorvidt han mon fortsat sidder i jobbet, når kontrakten udløber i sommeren 2018.

»Det er en lidt hård udmelding, men jeg forstår den langt henad vejen udmærket. På godt og ondt har AGF i mange år været omtalt som et galehus. Mange gange har vi jo skilt os af med trænere i utide,« sagde bestyrelsesformand Lars Fournais og tilføjede:

»Men jeg garanterer, at Glen ikke bliver fyret. Vi skal lykkes med dette. I ansættelsesperioden har vi primært talt ledelsesstil med ham, og fra begge sider er forventningerne afstemt. Han er en knalddygtig træner, og jeg er sikker på, at vi har ansat den rigtige. Desuden går det den rigtige vej økonomisk for os. Det giver ro på de indre linjer, at vi for første gang i min tid som formand nærmer os et lille regnskabsoverskud.«

AGF-spilleren Danny Olsen, der i flere sæsoner havde Glen Riddersholm som træner i FC Midtjylland, glæder sig over ansættelsen.

»Glen er uden sammenligning Danmarks bedste fodboldtræner, og så er han god til at bygge et team op. Jeg er sikker på, at han vil passe perfekt til AGF,« sagde han.

Kontakt siden oktober

Siden Glen Riddersholm i sommer afbrød samarbejdet med FC Midtjylland kort tid efter mesterskabet var spillet hjem, har der verseret rygter om, at han var på vej til AGF.

»Jeg har læst historierne i aviserne, men kan på det kraftigste afvise, at oplysningerne er korrekte. Sandheden er at vores sportschef (Jens Andersson, red.) tog kontakt til Glen i oktober, og at bestyrelsen kom med ind over samtalerne i november,« sagde AGF-direktør Jacob Nielsen.

Jens Andersson forklarede historien om, at man i to måneder har haft samtaler med Glen Riddersholm med, at samarbejdet med Morten Wieghorst har været problematisk.

»Derfor har vi i lang tid haft en Plan B, så vi i det øjeblik vi eventuelt valgte at fyre Wieghorst, var klar med hans afløser,« sagde Jens Andersson.

Beæret over modtagelse

Glen Riddersholm blev ved ankomsten til pressemødet klappet ind af de tilstedeværende AGF-supportere.

»Jeg er meget beæret over den modtagelse, jeg får. Den vidner om, at der her i Aarhus er en helt speciel fodboldkultur,« sagde Glen Riddersholm, der ikke lagde skjul på, at valget af AGF som fremtidig arbejdsplads var nemt.

»Der er et stort uforløst potentiale i klubben. Beslutningen om at jeg valgte AGF i stedet for de andre tilbud, jeg de seneste måneder har fået fra både danske og udenlandske klubber, føles godt i maven. Det projekt man har gang i, er spændende. Her kan jeg udvikle mig selv og udvikle spillere,« sagde Glen Riddersholm, der endnu ikke har taget stilling til om, der i vinterpausen skal skiftes ud i spillerstaben.

»Lad mig nu lige se forholdene an inden jeg beslutter mig. Men når jeg har noget at sige, bliver spillerne orienteret før pressen. Det, synes jeg, er den rigtige rækkefølge,« sagde Glen Riddersholm, der inden vinterferien mødes med spillerne på AGFs træningsanlæg i Aarhus-forstaden Fredensvang mandag formiddag til orienteringsmøde og fysisk test.

Tidligere AGF-trænere har ved ansættelsen sagt, at de forventede at vinde DM-guld med klubben inden for et specifikt antal år.

På det plan er manden, der i sidste sæson førte FC Midtjylland til guld i sin fjerde sæson som cheftræner.

»Jeg går efter at vinde hver eneste kamp, jeg deltager i. Men AGF er en klub under udvikling. Derfor må målet være, at vi tager ét skridt ad gangen, og at man under min ledelse forbedrer sig hver sæson,« sagde Glen Riddersholm.