AGF-spillerne havde fået åbnet baren Oops i Frederiksgade i midten af Aarhus, hvor de kunne få lov at slå sig løs efter 1-3-sejren over FC Midtjylland i efterårets sidste runde.

Det blev dog ikke til den vilde fest, og der var faktisk flere af de gamle, der sad tilbage til sidst, end der var unge.

»Vi sidder tilbage fem spillere. Tre af dem har børn. De unge nu til dags er så ambitiøse, så de var taget hjem, de fleste af dem. Det kunne være, de skulle op og træne i dag, det ved jeg ikke.«

Det siger Patrick Mortensen efterfulgt af et grin i telefonen, da B.T. fanger ham efter 'festen'.

(ARKIV) AGF's Patrick Mortensen (9) jubler, efter han har scoret til 2-0 i superligakampen mellem AGF og Brøndby IF på Ceres Park i Aarhus, søndag 24. november 2019.
(ARKIV) AGF's Patrick Mortensen (9) jubler, efter han har scoret til 2-0 i superligakampen mellem AGF og Brøndby IF på Ceres Park i Aarhus, søndag 24. november 2019. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Vi spillede kort og terninger, fik øl og drinks, hørte god musik og fik snakket en masse. Jeg tror, at jeg var hjemme omkring klokken tre. Så det var stille og roligt.«

Den stille fest skyldes, at det var efter en søndagskamp. Ellers havde historien nok været en anden:

»Vi havde ikke rigtig planlagt noget på forhånd for en søndag i Aarhus, der er det sgu svært at finde noget helt voldsomt. Der er rimelig dødt desværre. Hvis vi havde tabt i går, kunne det godt være, vi bare var gået stille og roligt hver til sit, og så var det det.«

»Men når det nu blev så fin en afslutning, så fik vi åbnet en bar nede i byen, så det var fantastisk. Det var Backman, der stod for det. Vi var der næsten hele holdet og hyggede os og fik lidt at drikke. Det var en fin aften, men det blev ikke så voldsomt,« siger Patrick Mortensen, inden han fortsætter:

»Hvis det nu havde været en fredagskamp eller en lørdagskamp, så er jeg sikker på, at den havde fået fuld skrue.«

Selvom AGF tager på vinterpause på Superligaens tredjeplads, tror Mortensen ikke, at klubben betaler for spillernes lille fest:

»Det er ikke afgjort endnu. Men jeg tror, at det er noget, vi selv står for, og det er helt fint,« slutter angriberen.

AGF har 36 point efter 20 kampe.