Bliver det i denne sæson, at AGF skal deltage i Superligaens mesterskabsslutspil?

Svaret blæser i vinden.

I en snak med B.T. lægger klubbens administrerende direktør Jacob Nielsen dog ikke skjul på, at han håber på en top 6-placering. I så fald vil klubbens sportslige målsætning for sæsonen nemlig være opfyldt. Til gengæld ønsker han endnu ikke at evaluere på den udvikling holdet under cheftræner David Nielsen har gennemgået siden første kamp i juli sidste år.

»Spørg mig efter kampen søndag aften. Før sidste grundspilskamp (mod AaB, red.) er det lige tidligt nok at gøre status eftersom vi jo kan ende alt mellem nummer seks og 11,« siger Jacob Nielsen.

AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.
AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad angår AGF's økonomiske status, er Jacob Nielsen mere meddelsom. Her kom man i sidste regnskabsår ud med et underskud på 10 mio. kroner, men for blot et par uger siden præsenterede man i en Fondsbørsmeddelelse et overskud på 6,5 mio. kroner i andet halvår af 2018.

»Det er tilfredsstillende. Men jeg må understrege, at det kun er en halvlegsstilling. Det nytter ikke så meget at være foran efter de første 45 minutter, da det jo er slutresultatet vi bliver målt på,« siger Jacob Nielsen og tilføjer:

»Jeg synes, at vi har været i den rigtige retning gennem et længere stykke tid, og det der også er væsentlig for os er, at vi udviser en vis form for rettidig omhu ved at budgettere forholdsmæssigt forsigtigt med en ottendeplads. Vores forretningsmodel er ikke dér, hvor vi skal sælge spillere for mellem 20 og 50 mio. kroner om året. Det vil vi naturligvis gerne, men vi er nødt til at kunne kravle før vi kan gå.«

I samme Fondsbørsmeddelelse fortælles, at man i AGF A/S i indeværende regnskabsår har en forventning om et plus på mellem nul og fem mio. kroner.

AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.
AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det skyldes blandt andet, at vi har solgt spillere. Samtidig synes jeg, det er værd at bemærke, at vi har fremgang på alle parametre. Kommercielt har vi aldrig haft så store sponsorindtægter. På vores kommercielle andet ben - Ceres Park & Arena - har vi også fået gang i mange aktiviteter, der bidrager til det samlede resultat,« siger Jacob Nielsen.

Før Superliga-grundspillets sidste runde er AGF placeret som nummer ni, men i tilfælde af sejr er der en mulighed for at komme i top 6. Det kræver sejr over AaB samtidig med at både Randers FC og FC Nordsjælland taber.

På spørgsmålet om hvilken indflydelse placeringen har på AGF's økonomi, svarer Jacob Nielsen således:

»Jeg fastholder de udmeldinger vi havde i seneste Fondsbørsmeddelelse. Den budgetterede ottendeplads er ensbetydende med at årsregnskabet ender med alt fra nul til fem mio. kroner på bundlinien. At vores udmelding ikke er mere præcis skyldes, at vi jo inden 30. juni kan sælge spillere. Men det kan også være, at en syvendeplads og kvalifikation til Europa League-spillet vil påvirke regnskabet positivt. Måske bliver nedrykningsspillet mere interessant end at ligge nummer seks, og tænk hvis vi ligger nummer seks, men efter de to første runder i mesterskabsspillet har udspillet alle muligheder for avancement. Så kan det da godt være, at man får besøg af FC København og Brøndby, men hvor mange tilskuere vil der komme til kampe, der er uden den store betydning?«

AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.
AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Jacob Nielsen fastslår altså, at AGF er på rette vej.

»Men hvis vi tror, at tingene kommer af sig selv, tager vi grueligt fejl. Den fremgang vi befinder os i, forpligter alle ansatte i vores organisation til fortsat at arbejde hårdt,« siger Jacob Nielsen, der de seneste år i kulissen har kæmpet hårdt for at det eksisterende stadion moderniseres, så der eksempelvis ikke længere er atletikbane udenom grønsværen.

»Lad mig slå fast, at financieringen af stadionplanerne ikke foregår ved hjælp af regnskabsoverskud. Tiden må vise, hvad det ender med. Men vi har sagt, at vi er klar med 50 mio. kroner af de omkring 300 mio. kroner, der formentlig kræves før stadionprojektet er gennemført,« lyder Jacob Nielsens slutreplik.

AGF endte i sidste sæson nummer 10 i Superligaens grundspil. Imidlertid klarede man sig i nedrykningsslutspillet så godt, at man fik en afsluttende Europa League-kvalifikationskamp mod FC København, der vandt denne 4-1.