Der var æresrunde og jubelstemning.

Men under overfladen i Aarhus lurede alligevel den lille følelse af skuffelse over ikke at få de sølvmedaljer, som AGF endte med at være så tæt på. Den følelse var dog ikke større end, at AGF-bosserne i både blazer og træningsdragt godt kunne se, hvad de har bedrevet med klubben i denne sæson.

For første gang i 23 år er der medaljer til AGF, og sådan en præstation kan hæve en mand højt op.

»Hvis det er for at være kongen, er der ingen tvivl om, at han har hevet det sværd op, for han er absolut kongen af Aarhus lige nu. Men jeg synes, at det skal have en anden karat. Det skal være en titel, der gør, at det sværd der ikke bare er rokket løs,« siger AGF-direktør Jacob Nielsen om sin cheftræner og uddyber:

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Der er to parametre i det. Enten er det terminologien om kongerækken, eller også er det i forhold til noget mere ædelt end bronze.«

Det var David Nielsen, der i starten af sin AGF-karriere sammenlignede udfordringen i klubben med det enorme potentiale og lige så store problemer med at opfylde det med kong Arthur og sværdet i stenen.

Selv kigger cheftræneren tilbage på en sæson, der er gået fra frygten for fyring til spekulationer om større job.

»Det er en sjov ting at være fodboldtræner. Da vi fik kampprogrammet og så de første syv runder, kiggede Ruben (Selles, assistent, red.) og jeg på hinanden og sagde, at det kunne godt være, når der var spillet syv runder, at vi ikke havde noget job. Og så står vi her i dag og er konger af det hele. Det er sådan, fodbold er. Det hører med. Den her klub skal så meget. Det fede ved AGF er, at der ikke er noget loft på, hvad vi kan gøre. Vi kan jo bare arbejde benhårdt,« siger David Nielsen.

Og derfra kunne han så kigge på medaljen. Den blev af bronze efter en sejr til FCK og AGF's nederlag til Brøndby. Og de medaljer blev overrakt i Aarhus.

»Det var dejligt. Det var super dejligt. Det er altid godt at vinde og få noget om halsen,« siger David Nielsen og forklarer, hvorfor det ikke blev til mere ædelt metal.

»Hvis vi skulle have taget det sølv, handlede det om, at vi har et hold, der kommer helt nede fra bunden af ligaen og nu er blevet dygtigt nok til at spille oppe i toppen. Da vi så spiller en kamp i Parken, hvor vi sprænger alle rammer for, hvor dygtige vi kan være, bliver det som om, at vi kommer til at kigge ned og se, hvor højt vi har fløjet. Så begynder vi at tænke lidt.«