Fri entré på Ceres Park til søndagens kamp mellem AGF og Silkeborg endte med at give store tilskuerproblemer.

Over 22.000 mennesker var mødt op til den gratis kamp, og på grund af den lange kø ind til stadion blev kampen udskudt i 10 minutter. Inde på banen var mange mennesker nødt til at se kampen stående fra løbebanen, mens en større flok med billet måtte se kampen på storskærm uden for stadion.

Efter kampen var AGF's administrerende direktør, Jakob Nielsen, dog ikke ked af, at der ikke var plads til alle.

Hvad tænker du om, at der ikke var plads til alle?

Jens Anton Havskovs udsyn fra løbebanen. I baggrunden ses tribunen, han skulle have siddet på.
Jens Anton Havskovs udsyn fra løbebanen. I baggrunden ses tribunen, han skulle have siddet på.
Vis mere

»Det er glædeligt. Det var en vurdering, vi tog ret tidligt. Vejret var med os, og vi havde jo taget alt, hvad vi kunne i brug. Der har stået folk på bastionen mellem øvre og nedre C og på løbebanen, og det har gjort, at vi har skabt ekstra pladser.«

»Jeg tror, der var cirka 100-150, som ikke kunne komme ind. Og vi havde heldigvis en aftale med Discovery om, at vi måtte vise kampen for dem på en storskærm ude i fanzonen, og så gav vi dem gratis bajere.»

Hvad med dem, der ikke kunne komme op på de pladser, de havde billet til, og som så måtte stå nede ved løbebane?

»Sådan er det jo, når det er en gratis kamp. Jeg glæder mig over, at der er kommet 22.000. Det er vanvittigt flot, og nu kunne løbebanen endelig bruges til noget positivt i fodboldregi. Og så kan vi kun beklage for dem, som ikke kunne komme ind.«

AGFs direktør Jacob Nielsen før det mere end udsolgte brag på Ceres Park.
AGFs direktør Jacob Nielsen før det mere end udsolgte brag på Ceres Park. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Udsteder man normalt flere billetter, end hvad der er plads til?

»Jeg ved ikke, hvad andre gør, men vi gør i hvert fald. Det har vi ikke frygtet for. I forhold til vores beregninger har vi jo ikke ramt meget forkert. Vi har hele tiden haft de her bufferzoner, og så er der cirka 100, vi ikke har kunnet lukke ind.»

»Stadion er jo ikke egnet til så mange mennesker, når vi snakker boder og toiletfaciliteter, så på den måde er det ikke optimalt. Men generelt har vi vurderet, at det har været forsvarligt at lukke det antal mennesker ind, da der har kunnet stå folk på løbebanen og på bastionen.»

Kampen mellem AGF og Silkeborg endte med en overraskende udesejr på 4-3.