Robin Olsens agent ser gode muligheder i et klubskifte for den svenske landsholdskeeper allerede i det kommende transfervindue

FC København gav i begyndelsen af ugen en ny og længere kontrakt til klubbens reservemålmand Stephan Andersen, og det kunne synes en smule mærkeligt, at keeperen med rekorden for flest ’clean sheet’ hos ’Løverne’ er villig til at fortsætte karrieren på et hold uden udsigt til spilletid.

Men der er selvfølgelig en ganske god mening med timingen, for Ståle Solbakkens klare førstevalg, Robin Olsen, er klar til at rykke videre til noget større allerede denne vinter.

»Det er helt sikkert en beslutning, som Ståle Solbakken skal tage. Robin Olsen er en fodboldspiller, som hele tiden gerne vil tage det næste skridt i sin udvikling, og han vil gerne prøve sig af på et endnu højere niveau. Det har han muligheden for allerede denne vinter. Samtidig har klubben en god og populær erstatning for ham i Stephan Andersen, så når du spørger mig, hvordan jeg ser på mulighederne for, at han kan skifte klub denne vinter, er de gode,« siger Robin Olsens agent, Hasan Cetinkaya, der også stod for salget af Daniel Amartey til FC København, som klubben halvandet år senere tjente omkring 52 millioner kroner på, og derfor har et godt forhold til Ståle Solbakken.

»Ståle Solbakken er altid interesseret i, at spillerne bliver udviklet. Hvis en spiller får muligheden for at komme til noget større, stiller han sig aldrig i vejen. Lige nu har FC København vigtige kampe tilbage, men derefter vil vi mødes med Ståle og diskutere Robins fremtid,« forklarer Cetinkaya.

Agenten har mærket en rødglødende telefon i dette efterår, hvor Robin Olsen har præsteret flot med FC København.

Store klubber fra især England har været på visit i Telia Parkens lounger og bemærket statistikker som den i november, der viste, at Robin Olsen var den bedste af de 225 målmænd i VM-kvalifikationen, hvad angår færrest indkasserede mål og redningsprocent. Foran navne som Manuel Neuer og Jan Oblak.

»Det giver sig selv, at når du spiller godt på det niveau, FC København er på, både i Champions League og i Superligaen, og man samtidig er landsholdsmålmand, bliver man selvfølgelig interessant for andre og større klubber. Dem er vi selvfølgelig i kontakt med omkring Robin,« forklarer agenten.

Med Bundesliga-stjernen Emil Forsberg fra RB Leipzig og stortalentet Victor Lindelöf fra Benfica, der begge sammen med Robin Olsen netop er kåret til årets spillere på deres positioner ved den svenske Fotbollsgalan, som de mest fremtrædende, repræsenterer Hasan Cetinkayas agentvirksomhed, HCM Sport Agency, en række gode navne.

Fremover kan den også komme til at rumme flere danske spillere. Hasan Cetinkaya har indgået et samarbejde med den danske agent Nudi Ghelam, og sammen vil de rykke endnu mere på det danske spillermarked.

»Vi har mange spillere i den svenske række og på det svenske landshold, men vi vil begynde at arbejde mere og mere med det danske marked også. Den danske liga er en rigtig god række og et godt vindue. Den er et godt sted at begynde, og derfra er det så vigtigt at lægge en god karriereplan,« siger Hasan Cetinkaya.

I første omgang er karriereplanen for Robin Olsen, at han skal skydes af sted – allerede til vinter, hvis FC København giver ham lov.

Det har ikke muligt for BT at indhente kommentarer fra hverken Ståle Solbakken eller Robin Olsen om, hvorvidt det er planen, at keeperen skal sælges til januar.