I Tyrkiet er de gået Robert Skov-amok som følge af rygter om, at storklubben Fenerbahce har udvist stor interesse for FC Københavns brandvarme midtbanekomet.

Tyrkiske sportsmedier har således haft Skov på forsiden af aviserne, mens fans i hundredvis på de sociale medier drømmer om og jubler over udsigten til at få den danske komet til Instanbul.

Agent Brian Steen Nielsen, som repræsenterer det agentfirma, som Robert Skov er tilknyttet, bekræfter, at Fenerbahce er interesserede i superligatopscoreren, men han afviser, at Skov skifter til den tyrkiske storklub - i denne omgang.

»Jeg har set i medierne, at Fenerbahce måske er interesserede, men lige nu er det rigtige for Robert Skov at blive i København. FC København er et godt hold, og han er lige skiftet til klubben, så han er nødt til at gøre sæsonen færdig i København,« siger Brian Steen Nielsen i et tv-interview med Haber Global.

FCK's Robert Skov efter Europa League-kampen mellem FCK og Atalanta.
FCK's Robert Skov efter Europa League-kampen mellem FCK og Atalanta. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selv om der ikke har været et officielt bud på Robert Skov, så fortæller den danske agent, som selv har en fortid i netop Fenerbahce, hvor han er et stort navn, at han har været i kontakt med Fenerbahces præsident, Ali Koc, om FCK's stjerneskud.

»Det er ikke officielt. Men jeg har haft en god samtale mellem jul og nytår med præsidenten. Jeg håber, at jeg kan møde ham i Istanbul også,« lyder det fra Brian Steen Nielsen, som holder liv i Fenerbahce-fansenes hede Skov-drømme:

»Det er muligt, at han kommer til klubben på et tidspunkt. Han er en ung spiller. Det er vigtigt, at man kender det tyrkiske marked og den tyrkiske liga. Det er en hård liga. Så måske er det ikke det rigtige for en ung spiller, men måske når han er lidt ældre. Men som jeg sagde før, så har Robert Skov kontrakt med FCK. Der bliver han indtil sommer.«

22-årige Robert Skov kom til FCK fra Silkeborg IF sidste januar. I efteråret har han fået sit helt store gennembrud med 18 scoringer i Superligaen fra midtbanen.

Robert Skov har et giftigt venstreben.
Robert Skov har et giftigt venstreben. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Som følge deraf er Skov, som er kåret til efterårets profil flere steder, et brandvarmt navn på det europæiske fodboldmarked. Ud over Fenerbahce har der også været rygter fremme om, at eksempelvis Ajax Amsterdam er lune på jyden.

Ifølge flere eksperter kan Skov meget muligt slå alle rekorder for Superligaen, hvis han bliver solgt. Beløbet kan nå op omkring 100 millioner kroner, hvis han fortsætter sin udvikling, vurderes det.

FCK-træner Ståle Solbakken har til B.T. Sport afvist, at Skov skal skydes af sted allerede i dette transfervindue.

»Det er dumt af ham, hvis han gør noget nu. Han kan jo bygge på her, og det skal han gøre, før han tager det rigtige skridt og ikke skifter til en lorteklub. Han skal til en klub, der er stor, og der er det bedre at gøre, som han gjorde efter Silkeborg. Vente til, at du er nogenlunde god, og så tage et mellemskridt som FC København. Så kan du tage til en rigtig god klub i en rigtig god liga i stedet for at gå igennem en lorteklub, hvor du skal stå på egen banehalvdel,« sagde Solbakken i slutningen af oktober.