Guldkampen i Superligaen kan med meget, meget stor sandsynlighed være forbi, hvis FC København søndag vinder i Randers.

I så fald vil afstanden til FC Midtjylland være seks point og en kæmpe forskel i målscoren.

Og det lader til, at midtjydernes fans i hvert fald gerne lige vil afvente resultatet af københavnernes kamp, inden de køber billetter til deres egen klubs kamp mod Silkeborg mandag.

Den slags huer ikke Silkeborg, der nu stikker til ulvene fra heden, som ifølge hjemmeholdet tidligere spurgte om flere billetter på udebaneafsnittet. Altså, tilsyneladende inden FC Midtjylland for et par dage siden smed sejren og måske guldchancen i overtiden af kampen mod Brøndby.

»Tidligere på ugen spurgte FCM, om de måtte få lov til at få udvidet udebaneafsnittet til mandagens kamp,« skriver Silkeborg på Facebook som indledning til stikpillen og fortsætter:

»Det blev et pænt nej tak. Og det var nok heldigt nok, for der er p.t. stadig over 600 billetter ledige på udebaneafsnittet, mens alle andre sektioner er komplet udsolgte...«

Om ikke andet kan det være, at det vækker noget af motivationen hos FC Midtjylland, der mandag kan være med til at ødelægge Silkeborgs muligheder for at få bronze.

Oprykkerklubben har fire point ned til AaB på fjerdepladsen inden de sidste to runder.

Andre læser også