Han var godt nok med i truppen i aftenens superligakamp ude mod FC Nordsjælland, men OB arbejder i disse dage stadig på at komme af med den teknisk begavede færing Joan Simun Edmundsson, der ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, der udløber til sommer.

»Han og agenten arbejder stadig på at finde noget. Det er i hvert fald det, jeg er blevet fortalt. Der er blevet arbejdet benhårdt på det siden starten af januar,« fortæller OBs sportsdirektør, Jesper Hansen.

Den færøske landsholdsspiller var – ifølge BTs oplysninger - i det forgangne transfervindues sidste dag meget tæt på at blive solgt til en tyrkisk klub. OB og klubben var enige, men handlen faldt i vasken på grund af kontraktuenigheder mellem klubben og Edmundsson.

Kort efter meldte FC Midtjylland sig på banen med et bud på færingen, erfarer BT. Men buddet fra midtjyderne - der ellers havde tjent store penge på salgene af Filip Novak, Rasmus Nissen og Alexander Sørloth – var så langt under de 750.000 kroner, som OB forlangte for spilleren, at fynboerne takkede nej.

De oplysninger ønsker Jesper Hansen ikke at kommentere. Han nøjes med at konstatere, at Joan Simun Edmundsson stadig er til salg.

»Vi arbejder videre med de lande, der stadig har åbne transfervinduer. Men umiddelbart er der ikke noget under opsejling.«

Udover Joan Simun Edmundsson har også Rasmus Jönsson, Mathias Thrane, Nana Welbeck, Jacob Buus og Joao Pereira kontraktudløb til sommer. Det er usikkert, om nogle af disse spillere er at finde i Odense efter sommerferien.

»Vi havde en snak med alle sammen inden juleferien, hvor vi aftalte at se tiden an. Vi sonderer terrænet, og de nævnte spillere er vel også på udkig efter alternativer til OB,« konstaterer OB-direktøren.

Men det er ikke kun afgange, der i disse dage bliver arbejdet på i den fynske klub. Jesper Hansen skanner stadig markedet for interessante, kontraktfri spillere. Han erkender dog, at muligheden for at finde noget brugbart svinder ind time for time.

»Chancen bliver nok mindre og mindre, selvom jeg så sent som i dag (fredag, red.) har fået tilbudt to arbejdsløse fodboldspillere.  Den ene var sydafrikaner, og den anden var fra Bermuda,« fortæller Jesper Hansen, der også har noteret sig, at midtbanespilleren Bror Blume for halvanden uge siden fik ophævet sin kontrakt med økonomisk udfordrede Lyngby.

»Vi synes faktisk, at Bror Blume er en rigtig fin spiller. Men vi synes også, vi er dækket fint ind på den position, som han spiller. Så det er umiddelbart ikke noget, vi forfølger,« lyder det fra sportsdirektøren.