I søndagens opgør mellem AGF og Brøndby stjal én bestemt episode al opmærksomheden efter kampen.

På tv-billederne kunne man nemlig se en episode, som AGF nu endelig reagerer på.

Kort efter slutfløjtet kan man se AGF-spilleren Gift Links gå i retning af Brøndbys Mathias Kvistgaarden, der ligger i græsset og ømmer sig efter en tidligere tackling fra netop Links. Da Links nærmer sig Brøndby-spilleren, spytter han i nærheden af ham. Episoden kan du se i videoen øverst i artiklen.

AGF mener dog ikke, at der er tale om et spyt mod en modstander fra Gift Links side.

Et klip med Gift Links har stjålet opmærksomheden efter kampen.
Et klip med Gift Links har stjålet opmærksomheden efter kampen. Foto: TV 3 Sport
Vis mere

»AGF har i dag modtaget en henvendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans, der undersøger en hændelse efter søndagens kamp, hvor AGF’s Gift Links angiveligt skulle ha’ spyttet på en modstander. Det er en anklage, der er grundløs og uden hold i virkeligheden, som AGF også vil svare og redegøre for overfor Fodboldens Disciplinærinstans,« skriver aarhusianerne på klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv mener heller ikke, at anklagerne mod ham er sande. Det går i mod, hvad han tror på som spiller og menneske, forklarer han til klubbens hjemmeside.

»På billederne ligner det, at jeg spytter efter en spiller, hvilket ikke er sandt. Jeg forsøgte at spytte væk, og man kan endda se, at jeg drejer hovedet til venstre,« siger Gift Links og fortsætter:

»Jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Hvorfor skulle jeg spytte på en spiller og derefter prøve at hjælpe ham op?«

Nu er det op til Fodboldens Disciplinærinstans – der har rejst sagen – at afgøre, hvad der skal ske videre i forløbet og om Gift Links skal straffes for episoden.