Mads 'Mini' Pedersen kan gå en stor fremtid i møde. Den lynhurtige og teknisk dygtige venstre back har imponeret på et ungt FC Nordsjælland hold, og det har ikke bare tiltrukket opmærksomhed fra landstræner Åge Hareide, der har taget ham med på ligalandsholdstur til Abu Dhabi.

For også hos Premier League-klubben Bournemouth har de fået øjnene op for den 21-årige FC Nordsjælland-profil. Bournemouth skulle ifølge BTs oplysninger være meget interesserede i Mads 'Mini' Pedersen, der har kontrakt med nordsjællænderne indtil sommeren 2020 og derfor potentielt vil kunne indbringe en stor transfersum til FC Nordsjælland.

»Jeg er ikke overrasket over det, og jeg er overhovedet heller ikke overrasket over, at der er klubber som den, du nævner, iblandt. For det er vi ikke uvante med. Men det ændrer ikke ved vores grundholdning om, at det her vindue ikke skal bruges til at sælge spillere,« siger FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen.

Klubben fra Farum vil altså gøre meget for at holde fast på deres unge stjerner i dette transfervindue efter sommerens store salg af profilerne Marcus Ingvartsen, Stanislav Lobotka og Andreas Maxsø - samt denne vinters farvel til topscorer Emiliano Marcondes og anfører Patrick Mtiliga (som du kan se i videoen øverst i artiklen). Og derfor bliver der kæmpet hårdt for at holde på Mads 'Mini' Pedersen lidt endnu.

»Vi har lige nu og her ikke aktivitet, der tyder på, at der skal ske noget. Heller ikke for hans vedkommende. Helt grundlæggende er vores spillere rimelig interessante, fordi vi har spillet godt, de holder høj kvalitet og de har den alder, de har. Det er interessant for klubber at holde øje med os, og der er det flere end 'Mini',« siger Carsten V. Jensen.

 
Arthur Masuaku var lige ved at lave årets assist i Premier League da han satte to Spurs-spillere og lavede tunnel på danske Christian Eriksen
Vis mere

Mads 'Mini' Pedersen er lige nu med det kombinerede liga- og U21-landshold i Dubai, hvor Danmark torsdag møder Sverige i en testkamp. Og mens han nyder solen i Abu Dhabi sammen med holdkammeraterne Mathias Jensen og Victor Nelsson, summer det omkring hans navn på transfermarkedet. Og så er spørgsmålet, om FC Nordsjælland har muskler nok til at holde gribbene for døren, når en Premier League-klub kommer og banker på med deres enorme økonomiske muskler.

Bournemouth er i hvert fald brændt varm på Mads 'Mini' Pedersen.