Denne artikel er opdateret 18. april kl. 19.45 med oplysningen om, at de endelige signaturer ikke er sat, men at parterne er enige, og at det kun er formaliteter, der mangler.

Lebogang Phiri er tabt for Brøndby. Ifølge BTs oplysninger skifter han til sommer New York City FC.

Der var stor jubel på Brøndby Stadion mandag, da klubben kunne præsentere en 4-årig kontrakt med den tyske profil Hany Mukhtar. Men nu er der dårligt nyt til Brøndby-fansene.

BT erfarer, at Phiri har sagt ja til New York City FC, som han skifter til, når hans kontrakt med Brøndby udløber denne sommer. Endnu mangler de endelige underskrifter og opholdstilladelsen, der dog betragtes som en formalitet.

BT kunne allerede i januar fortælle om interessen fra den amerikanske MLS-klub, der dengang bød 4,5 millioner kroner for Phiri, men Brøndby valgte at afvise tilbudet, da man allerede var ved at sige farvel til Andrew Hjulsager, der senere tog til spanske Celta Vigo.



Håbet fra Brøndbys side har været, at man kunne overtale Phiri til at blive på Vestegnen, men nu må man sande, at den kamp er tabt.

Selvom Brøndby ikke får en transfersum for deres 22-årige sydafrikanske midtbaneprofil, er klubben sikret en vis kompensation i form af uddannelsespenge. Phiri kom til Brøndby som 18-årig, hvor han startede på klubbens U19-hold og siden spillede sig op til at blive fast mand på Superliga-mandskabet.

Brøndbys kompensation udregnes af FIFA og vurderes ud fra, hvor meget det har kostet at uddanne spilleren. Et beløb på 750.000 kan ende med at komme Brøndbys vej til sommer.



Men Phiri må Brøndby vinke farvel til. I stedet bliver midtbanespilleren holdkammerater med et par aldrende verdensstjerner i New York  i form af italienske Andrea Pirlo, som Phiri skal husere på midtbanen samme med, samt den tidligere spanske landsholdsspiller David Villa.

Desuden er den franske landsholdslegende Patrick Viera manager for holdet, og han har set sig så varm på Phiri, at Brøndby-spilleren nu skifter til New York-klubben.