Brøndby er tæt på at forstærke den defensiv, der ser lidt tynd ud. Clarence Goodson er skiftet hjem til USA og MLS, og Daniel Stenderup er ude med en skade i længere tid.
Det får nu Brøndby til at reagere og se til belgisk fodbold efter nyt blod.
Ifølge bt.dks oplysninger er Brøndby tæt på at kunne præsentere den svenske stopper Michael Almebäck. Kontrakt og de sidste detaljer skal være ryddet af vejen, så han snarest kan præsenteres i den blå-gule trøje. Kilder fortæller, at han vil blive tilknyttet klubben på en treårig kontrakt.
Forsvarsspilleren, der beskrives som solid, hurtig og med vindermentalitet, er pt. på kontrakt i Club Brügge, men er nu på vej til Superligaen og Brøndby.
25-årige Michael Almebäck kom til Club Brügge fra Örebro i 2011 og står noteret for en håndfuld landskampe for Sverige.