Normalt ville mandag betyde snørede fodboldstøvler og træning for alle ungdomshold i OB. Men denne mandag bliver det anderledes.

Alle holdene fra U8 til U17 har nemlig fået aflyst deres træning, så de i stedet kan komme på stadion for at støtte OB's Superligahold i opgøret mod Sønderjyske.

Det oplyser Odense Boldklub i en pressemeddelelse. Og aflysningerne begrundes som en måde at styrke fællesskabet og sammenholdet i klubben.

»Vi har taget initiativet for at stå sammen for klubben og byen. Der er allerede kommet mange positive mails og tilkendegivelser, der roser initiativet,« siger børneudviklingsansvarlig i OB, Jesper Eriksen, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Udover at glæde børn på banen, kan initiativer som disse give noget ekstra til sammenholdet for vores medlemmer. Dyrkelse af sammenhold og fællesskab er en stor prioritet i klubben.«

Opbakningen bliver da også taget godt imod af Superligaholdet, der håber på et stadion fyldt med god stemning og masser af energi.

Og med de aflyste træninger betyder det også potentielt 250 flere på stadion, som altså kan øge støtten til OB.

OB's Stadion, der hedder Nature Energy Park, har i dag plads til 15.790 tilskuere.