Fredag blev Nicklas Helenius far til tvillinger, lørdag blev han målscorer for AaB. Alligevel endte det med aalborgensisk nederlag til FC Nordsjælland.

På scoringer af Joshua John og Kristian Lindberg hentede nordsjællænderne en 2-1-sejr. Derfor var glæden over Helenius' første mål i åbent spil siden returen fra Aston Villa noget sparsom.

- Det er selvfølgelig altid dejligt score, men mål tæller mere, hvis man får en sejr. Det er træls, men vi må videre, siger Nicklas Helenius til TV3 Sport.

Trods nederlaget kan angriberen glæde sig over, at der i privaten venter et par tvillinger, der fredag kom til verden og dermed sørgede for et hektisk døgn til Helenius.

- Det er fantastisk at få to børn. Lige nu ærgrer jeg mig over resultatet, men jeg bliver da glad for at komme hjem og se mine børn, siger angriberen, der ellers ærgrede sig over AaB'ernes personlige fejl.

En af dem stod den centrale stopper Kenneth Emil Petersen for, da han med en fejlaflevering spillede Joshua John fri til scoring.

- Det er, hvad der sker. Det er selvfølgelig trist. Men der er ikke noget at gøre ved det, siger en ærgerlig Kenneth Emil Petersen til TV3 Sport.

Med nederlaget er AaB parkeret i midten af Superligaen med fem point for fire kampe.