Bo Pinholdt vil byde de rigtige investorer velkommen i AC Horsens - også med en kontrollerende aktiepost.

AC Horsens formand, Bo Pinholdt, er interesseret i at sælge ud af superligaklubben. Også mere end 50 procent, der ville give en ny investor en kontrollerende aktiepost.

Det oplyste han ifølge Horsens Folkeblad på klubbens ordinære generalforsamling torsdag aften.

- Vi er åbne for nye investorer i AC Horsens - også investorer, der kræver indflydelse. Vi er endda klar, selv om de vil have mere end 50 procents indflydelse, siger Bo Pinholdt til Horsens Folkeblad.

Der er ingen konkrete købstilbud på bordet, men Bo Pinholdt fortæller, at AC Horsens arbejder med et af de mindste budgetter i den bedste danske fodboldrække, og at det kommer til at true dem, når Superligaen bliver skåret ned til 12 hold.

AC Horsens er åbne for nye investorer, siger klubbens formand, ifølge Horsens Folkeblad.
AC Horsens er åbne for nye investorer, siger klubbens formand, ifølge Horsens Folkeblad. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

- Risikoen for at rykke ned bliver større og større. Det kan også komme til at ramme os, siger han.

Bo Pinholdt peger på, at klubben i 2014 var økonomisk presset og tæt på at lukke klubbens ungdomsafdeling, men at Hjertefonden spyttede to millioner i kassen.

- Vi havde simpelthen ikke pengene til at drive en ungdomsafdeling. Gode kræfter reddede os, og nu ser vi fremad. Vi ønsker at investere endnu flere penge i den lokale ungdom fra Horsens og omegn, og disse penge kunne meget vel komme fra nye investorer, siger han.

Dog er det en betingelse, at nye investorer deler de samme værdier som AC Horsens gør i dag, og at de har de samme mål for øje, udtaler Pinholdt.

AC Horsens-træner, Bo Henriksen, efter pokalnederlaget til SønderjyskE, der kostede AC Horsens en plads i pokalfinalen mod AaB.
AC Horsens-træner, Bo Henriksen, efter pokalnederlaget til SønderjyskE, der kostede AC Horsens en plads i pokalfinalen mod AaB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

- Jeg vil understrege, at vi ikke ønsker en tvivlsom investor med mistænkelige motiver. Det skal være folk med de rette motiver, siger Bo Pinholdt.

Bestyrelsesmedlem i klubben Martin Schjøth nævner de investorer, der er kommet til i FC Nordsjælland og FC Midtjylland, som gode eksempler.

- FC Midtjylland havde ikke været dansk mester i dag, hvis de ikke havde fået hjælp af (Matthew, red.) Benhams penge, og FC Nordsjælland har en fantastisk ungdomsafdeling. Der er ingen tvivl om udviklingen, siger han til Horsens Folkeblad.

Det er ikke kun i toppen af dansk fodbold, at udenlandske pengemænd er kommet til lommerne. Også Næstved Boldklub og Fremad Amager i 1. division er blevet opkøbt af udenlandske ejere.

AC Horsens til Superliga-opgøret mod Brøndby IF på Casapark i Horsens, søndag 8. juni 2020.
AC Horsens til Superliga-opgøret mod Brøndby IF på Casapark i Horsens, søndag 8. juni 2020. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

- Om få år er det måske alle klubber i dansk topfodbold, der har udenlandske ejere. Derfor kan vi lige så godt forberede os på at følge med udviklingen, siger Schjøth.

/ritzau/