Et sandt scoop. Sådan kan man betegne Sønderjyskes røverkøb af Superligaens amerikanske topscorer, Haji Wright.

Med seks mål i otte kampe – flere af dem sande bomber-perler – har den 22-årige fuldblodsangriber taget ikke bare Sønderjylland, men hele Fodbolddanmark med storm. Sikke et lykketræf på transfermarkedet!

Men det er ikke held og tilfældigheder, derimod et ihærdigt og tålmodigt transferarbejde, der er årsag til, at det lykkedes en af Superligaens mest ydmyge klubber – som dog er nummer et i Superligaen – at lokke det tidligere Schalke 04-supertalent til klubben.

Det mener i hvert fald Søndersjyske-sportschef Hans Jørgen Haysen selv. Her fortæller han om købet af månedens spiller i Superligaen i oktober, Haji Wright.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det starter jo tit med, at man får et besked om en spiller fra ens netværk. I det her tilfælde kendte jeg ham dog fra tidligere. Det gjorde Glen Riddersholm også. Så vi har haft ham på radaren i nogle år. Vi havde ham for eksempel på listen dengang i sommeren 2019, hvor han spillede i Schalke 04 og skulle væk, og man ikke helt vidste, hvad der skulle ske. Men der tog han til Holland i en sæson.«

»Men så brød fodbolden sammen i Holland med corona i foråret. Og han havde jo ikke sin bedste sæson (0 mål i 20 kampe for Venlo, red.), men vi kunne se nogle ting i ham. Vi synes, vi kunne spille ham på en anden måde, end de gjorde dernede. Og så opstod muligheden.«

»Vi tog det slag i slag med ham og hans agent og havde nogle gode samtaler frem og tilbage i foråret, da corona var brudt ud og standsede den hollandske turnering. Det var lidt et tilfælde, for hollænderne ville ikke forlænge, og så kunne vi købe ham fri af Schalke 04. Vi havde nogle gode snakke. Til sidst kunne vi se hinanden i øjnene og sige, at vi gerne vil have det til at lykkes med hinanden.«

»Nogle år forinden, da han fik debut i Schalke 04, tænkte jeg, at det nok ville blive svært nogensinde at få ham, men mange unge spillere rammer nogle bump på vejen. Der er det, man venter og ser, om der kan komme nogle muligheder. Han scorede jo et hav af mål som ungdomsspiller og scorede i Bundesligaen. Vi kunne bare se, at ham der havde en pakke med god fysik, fart og en god afslutningfod. Så jeg har hele tiden tænkt, at hvis vi fik en mulighed med ham, så skulle vi slå til med det samme.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Efter de nye amerikansker ejeres vilde indtog i klubben Haysen og resten af Sønderjyske-ledelsen handlet hurtigt. I den forgangne uge kunne klubben meddele, at Haji Wright har fået forlænget sin kontrakt med et år, så den nu går til sommeren 2023.

Det giver mere ro på i forhold til at planlægge fremtiden med og for angriberen, som nu køres i stilling som en potentiel salgsrekord for Sønderjyske med et solidt tocifret millionbeløb i udsigt.

»Hvis han fortsætter sådan her, så bliver det svært at holde på ham. Alle skriger efter gode angribere med et internationalt snit. Han har vist sig frem i Bundsligen, og nu får han bygget endnu mere på sin pakke. For han kan fortsat forbedre sig.«

»Nu ligger vi et år mere på kontrakten, og så kan det blive en god case for begge parter. Det gør, at vi ikke bliver presset i forhold til et salg. Han kan komme back on track i Sønderjyske, og så kan vi få et godt beløb for ham, når han skal skydes af sted,« siger Hans Jørgen Haysen.

Haji Wright og Sønderjyske topper overrraskende Superligaen med 17 point efter 8 kampe. På søndag venter OB for Glen Riddersholms tropper.