Lyngbys afslutningsfest søndag aften endte blodigt, og Kim Aabech er sammen med to andre mænd blevet sigtet af politiet.

Kim Aabech er sikker med fødderne. Men åbenbart også med næven.

Da Lyngbys spillere søndag aften tog til Superliga afslutningsfest på diskotek Nord på Vesterbro i København, stjal Kim Aabech endnu engang al opmærksomhed.

Sporten.dk kan nu afsløre, at Aabech kom i tumult i de sene nattetimer, da Superligafesten for AC Horsens, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Brøndby IF og Lyngby var ved at slutte.

Københavns Politi bekræfter overfor sporten.dk, at der har været en episode på Hammerichsgade ved Axeltorv lidt i 04 mandag morgen. Tre - heriblandt Kim Aabech - er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, der som regel resulterer i en bøde. Mere populært sagt er han sigtet for gadeuorden.

Sigtelserne kan også ændres til vold, når sagens undersøges nærmere, idet 'en person har fået en blodtud,' forklarer Politiets Pressetalsmand, Lars Pedersen.

Sporten.dk har været i kontakt med flere kilder, der kender til episoden. Angiveligt har Kim Aabech tildelt en 29-årig mand en blodtud, da de kom i tumult på gaden. Fyren ville åbenbart meget gerne i konfrontation med Aabech. Ifølge flere Superligaspillere var mandens næse blevet ommøbleret godt og grundigt, blødende og brækket.

Da Kim Aabech var ved at være træt af at feste, gik han udenfor 'Nord Natklub'. Her kom han i diskussion med en kvinde, der smed en fransk hotdog i ryggen på ham. Kim Aabech blev provokeret, og det samme gjorde kvindens kæreste åbenbart.

- Hvis du vil slås, kan du bare komme an Kim Aabech, havde manden angiveligt råbt og dermed bekendtgjort, at han udmærket godt vidste, hvem angriberen var.

Det provokerede Aabech i så høj grad, at han tildelte den provokerende mand en blodtud. Politiet blev tilkaldt og afhørte vidner udenfor Nord Natklub - deriblandt flere af Lyngbys Superligaspillere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kim Aabech. Lyngbys træner, Niels Frederiksen, afviser at kommentere episoden.

- Jeg har absolut ingen kommentarer til det, du siger der, siger Niels Frederiksen til sporten.dk, da han bliver spurgt til tumulten.