Efter sejren over FC Midtjylland i forårspremieren for AaB, så det ud til at de bolsjestribede nordjyder var på ret køl til trods for, at der har været udskiftning på trænerposten.

Siden er det blevet til et pinligt nederlag på hjemmebane mod Silkeborg og søndag eftermiddag smed nordjyderne endnu engang point.

Denne gang mod Vejle, som kæmper for overlevelse.

Derfor ærgrer det også den midlertidige træner i AaB, Oscar Hiljemark, at der ikke kom tre point på kontoen.

Kasper Høgh var en af de tre nye mænd i AaBs startopstilling.
Kasper Høgh var en af de tre nye mænd i AaBs startopstilling. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har kontrol i dag. Det er os, der skaber chancerne, Vejle er gode på kontra. Men vi får ikke tre point, og det er sådan fodbold er,« lyder det fra svenskeren efter kampen.

AaB havde et par gode chancer undervejs, men det tætteste aalborgenserne kom på at få en bold i nettet var et forsøg direkte på frispark i starten af anden halvleg, som Iver Fossum sendte på stolpen.

AaBs startopstilling var ændret markant i forhold til kampen mod Silkeborg. Hele tre positioner var der blevet skiftet ud på.

Og selvom det ikke resulterede i nogen mål, mener Oscar Hiljemark, at han lykkedes med sine ændringer.

»Jeg synes, vi står, som vi gerne vil. Men jeg tror alle kan være enige om, at vi ikke præsterer maksimalt. Det må vi have set på, og så kommer vi med en plan før vi møder OB,« siger Hiljemark, med henvisning til næste uges kamp i Odense.

En kamp, hvor AaB kan sikre sig en plads i top seks, noget som de allerede kunne have gjort med en sejr over Vejle søndag.

Dog kan AaB i mellemtiden sætte deres lid til AGF, som med et pointtab mod FC Nordsjælland mandag kan sende AaB i det sjove selskab, når Superligaen deles i to.