AaB's cheftræner Lars Søndergaard er overbevist om, at Lukas Spalvis bliver en succes i Sporting Lissabon, hvis de igangsatte forhandlinger om salg fra sommeren 2016 bliver realiseret.

»Jeg tror, at den portugiske liga vil passe ham fint. Han skal nok komme til at score sine mål,« siger Lars Søndergaard og tilføjer:

»Så vidt jeg kan forstå, har også kinesiske, russiske og tyrkiske klubber vist interesse for Lukas. Men Sporting ligger nummer et i den portugisiske liga og er en mulig deltager i næste sæsons Champions League. Som jeg ser det, er Sporting Lissabon en fantastisk mulighed for ham.«

Lars Søndergaard lægger ikke skjul på, at det bekommer ham vel, at Lukas Spalvis efter alt at dømme også er AaB-spiller i foråret.

»Et sommersalg betyder, at vi får mulighed for at tænke os godt og grundigt om, hvordan vi i næste sæson vil have vores angreb sammensat. Vi råder i forvejen over blandt andre Nicklas Helenius og Rasmus Jönsson. De er begge dygtige. Men deres spillestil er anderledes end Spalvis',« siger Lars Søndergaard.

AaB's sportsdirektør Allan Gaarde er mindre meddelsom i sagen.

»Jeg kan ikke sige noget om nogen konkret klub. Men jeg kan bekræfte, at vi forhandler med en udenlandsk klub om et sommerskifte. I det ligger der det, at vi gerne vil holde på Lukas,« siger han.

Hvad kan man lægge i, at Spalvis i weekenden har været i Lissabon?

»Det er bedre, at du fortolker på dette, end at jeg gør det. Der er en grund til, at vi ikke kan melde mere ud, end vi gør.«

Der går i fodboldverdenen historier om, at AaB kan tjene mere ved et salg af Lukas Spalvis nu, end hvis det først sker til sommer, hvor maksimumprisen angiveligt er 12 mio. kroner. Kan du bekræfte dette?

»Det, der står i hans kontrakt, er fortroligt mellem ham og os. Så det kan jeg ikke kommentere på. Men det er væsentligt for os at sige, at vi forhandler om et salg til sommer. Og vi har det rigtigt godt med, at en eventuel handel først effektueres efter denne sæson. Vi går jo et spændende forår i møde. Vi er tophold i Superligaen og kvartfinalist i pokalturneringen. De sportslige muligheder, vi har her, vil vi naturligvis forfølge.«

Hvor vigtig en spiller er Lukas Spalvis?

»14 mål i 15 af efterårssæsonens kampe fortæller vist alt. Selvfølgelig er han vigtig. Kan han fortsætte i den form, han har vist, så er det svært at erstatte ham. Men vi har også dygtige angribere siddende på bænken. De har tidligere vist, at de kan score masser af mål. Så hvad betydningen reelt er, hvis Spalvis smutter, er svært at sige.«

Hvor lang tid regner du med, at der kommer til at gå, inden der foreligger en afgørelse om forhandlingerne om salget af Lukas Spalvis realiseres eller går i vasken?

»Det kan jeg ikke svare på.«

Har du været i udlandet for at forhandle om salget af Lukas Spalvis?

»Nej, det har jeg ikke. Den dialog, der har været, er foregået via mail-korrespondence.«